Flere nyheder

 
Litteratur
Stormfulde Højder

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Stormfulde Højder
Fre. 15. jan. 2016

Emily Brontë var kun 29 år gammel, da hun skrev "Stormfulde højder". Som titlen antyder, bruger hun det fulde følelsesspektrum til at beskrive det forunderlige, fængslende og fuldstændig forrykte kærlighedsforhold mellem overklassepigen Catherine og hittebarnet Heathcliff. Slægtsromanen er blevet nyoversat og er på ny rede til at sprede gotiske kærlighedsgys.

1800-tallets vindomsuste hedelandskab i Yorkshire-distriktet er den noget karske kulisse for én af verdens mest læste kærlighedshistorier. En historie med en gordisk kærlighedsknude så indfiltret, at den har gjort romanen om dens stormfulde højder og afgrundsdybe fald til obligatorisk lekture. Forfatterinden bag kærlighedsstormen, Emily Brontë, var præstedatter og kun 29, da hun i 1847 udtænkte og skildrede det fatale forhold mellem en frejdig overklassekvinde og en udstødt fattigmand. Brontë døde året efter romanens udgivelse, efterladende sig et udødeligt eftermæle. Hun rystede ikke blot datidens overklassemiljø med sit forfriskende bramfrie sprog af sydende ondskab og grumme forbandelser, men overraskede også med sin maskuline skrivemåde, befriet for fritsvævende fantasibilleder og kyske konklusioner. Intet under, at romanen oprindeligt blev udgivet under et mandligt pseudonym. Helt frygtløs var frk. Brontë nu alligevel ikke.

Romanens antagonistiske omdrejningspunkter er Catherine Earnshaw og Heathcliff. Hun, et rebelsk fyrværkeri af en ung kvinde med et frimodigt sind, hvis lumske charme ingen modstår. Stolt, storslået .. og selvisk, for hendes hæmningsløse autonomi raser - og raserer - uden pardon. Han, en forældreløs - og ganske uønsket - tilføjelse til Earnshaw-klanen, bragt hjem af Catherines far en kold og mørk aften, som passende slår tonen an for hans fremtidige, sinistre rolle i familiens plot. Det evige mørke i hans hemmelighedsfulde øjne vækker både medynk og rædsel, for hans stilfærdige væsen skjuler en lidenskabelig orkan med fatale vindstød.

I Catherine øjner han dog en uventet allieret. Den utæmmede vildskab deler de begge to. Ligeså med den altfortærende lidenskab. Men ak, Catherine og Heathcliff er omvandrende anakronismer. Datidens kutymer tillader ikke kærlighedsforbindelser på tværs af klasseskel, hvorfor Catherine finder sig et ligeværdigt parti i den blide Edgar Linton. Således begynder generationsfejden mellem Earnshaw-/Linton-slægten og Heathcliff. Heathcliffs hævntrang kender ingen beherskelse, og da han indser, at Catherine ikke længere tilhører ham, bliver hævn hans livs mål. Ét langt opgør med fortidens undertrykkere tager sin begyndelse. Ingen synes at vinde. Ikke engang Heathcliff selv.

En roman med næsten 200 år på bagen og med et så etableret ry giver en vis andagtsfølelse. Overraskelsen er derfor stor, når andagten afløses af angst .. og afstandstagen. Denne er nemlig ingen kærlighedshistorie, som kønne, romantiske drømme er vævet af. Denne er en ulmende vulkan af dybfølt kærlighed i en tid, hvor den anstændige kærlighed var i høj kurs, hvor inderlige følelser blev overrulet af sociale konventioner, og hvor klasseskel også var kærlighedsskel.

Brontë er ikke skånsom mod læseren. Hun pakker ikke denne klassedefinerede kærlighedskløft ind i støddæmpende vat, men blotlægger afgrunden uden blødgørende krumspring. Deraf angsten for under den til tider barnlige sentimentalisme lurer en udestilleret forråelse i skikkelse af Heathcliff. Uretfærdigheden i hans skæbne bliver des mere forfærdende, når han lader sig fordærve af den, lader sig blive et moralsk monster af Frankensteinske dimensioner (et andet af samtidens gotiske skræmmebilleder).

Brontë skildrer denne ulykkelige metamorfose med næsten fuldstændig absolutisme - Heathcliffs tab af Catherine bliver også et tab af hans (med)menneskelighed, hans sjæl. Det er ikke så hjerteskærende, som det er skræmmende, og heri begår Brontë noget virkelig usædvanligt. For hvor de fleste kærlighedsromaner forfalder til sødladne testimonier af kærlighedens forædling af mennesket, gør Brontë det stik modsatte. Hos hende gør kærlighed vanvittig. Den smager bittert som en forsinket påmindelse, hjemsøger som en stædig plageånd og indgår pagt med djævlen.

Brontës sprog er flydende, om end de citatværdige passager er få og spredte. Eder og blasfemier dominerer ordlyden, hvorfor man uvilkårligt tager en smule afstand fra det stormfulde univers. Ordene falder tungt og hårdt, og man savner dybsindighed og fremsynethed på det sproglige plan. Klogt er det dog, at Brontë har givet fortællestemmen til den ordinære tjenestepige, der, som en klogt observerende flue på væggen, overværer og overvejer begivenhedernes dramatiske gang.

Alligevel er Stormfulde højder ingen fuldkommen roman. Catherine og Heathcliff bliver aldrig oprigtigt sympatiske karakterer, hvis kærlighed man hepper på. Opslugt af sig selv og hinanden ødelægger de alt og alle på deres vej. Ikke engang læseren kommer helskindet igennem. Men måske dette er endnu et definerende kendetegn ved den ultimative kærlighed(sroman) .. den er ikke alene ulykkelig og udødelig. Den er også (selv)udslettende.

Emily Brontë: Stormfulde højder
Gyldendal, 352 sider
ISBN: 978-87-02-05754-6