(Foto: Foxfilm)

Mesterinstruktøren Alejandro G. Iñárritu afsøger nye grænser og efterlader Leonardo DiCaprio halvt død i vildmarken, proppet med hævntørst, og sender ham ud på en rejse, der er Odysseus værdig. Blodet løber i litervis, men stemningen og billederne er som manna for sjælen.

I 1820'erne er der stadig kæmpe områder af den amerikanske vildmark, der ikke er kortlagt og ej heller sikre at bevæge sig i for de eventyrlystne pionerer. Mange kampe med de indfødte stammer i området har resulteret i åben krig, og en udsendt deling soldater, jægere og pelssamlere bliver overfaldet af Arikara-indianerne. Hugh Glass (Leonardo DiCaprio) undslipper sammen med sin søn og en halv snes andre overlevende. I et forsøg på at skaffe føde, og finde hjem, bliver Glass overfaldet af en gråbjørn, slået halvt til døde, og til sidst efterladt levende begravet af Jon Fitzgerald (Tom Hardy). Overbevist om Glass' død følger Fitzgerald efter Kaptajn Henry (Domhnall Gleeson) og de resterende mænd for at komme hjem til fortet og i sikkerhed. Motiveret udelukkende af hævn nægter Glass at dø og kæmper sig ud af sin egen grav, og begynder rejsen hjem for at gøre regnskabet op. Uden våben er han frarøvet muligheden for at jage og må undervejs gøre godt med, hvad han kan finde af spiselige efterladenskaber fra andre rovdyr. Den barske kulde og den ubarmhjertige natur er sammen med indianere, ulve og franskmænd en konstant trussel for, at missionen kan gennemføres, men en mand med intet at miste kan holde til mere, end man lige tror.

Alejandro G. Iñárritu har efter sin første trilogi, der bestod af sammenflettede historier om døden (Amores Perros, 21 Grams og Babel), kastet sig over fortællinger om mænd, der står alene i kaos. Mesterværket Birdman fra sidste år, og det rørende slumdrama Biutiful fra 2011 har nu fået Iñárritu til at kaste sig over westerngenren. Måske ikke det mest oplagte valg for den 52-årige instruktør, der er født og opvokset blandt 20 millioner mennesker i Mexico City, men med sin faste kameramand, Emmanuel Lubezki, ved sin side endnu engang, var oddsene for at denne film ville ende som stor kunst, klart i makkerparrets favør. Westerns er ikke længere Hollywoods go-to genre, når der skal laves episke mesterværker, men efter hæderlige forsøg i nyere tid, heriblandt 3:10 to Yuma og The Assassination of Jesse James, samt Tarantinos ironiske kærlighedserklæringer til genren, er vi som publikum måske igen klar til at forelske os i den amerikanske vildmark og den frit fortolkede udgave af, hvad ordet retfærdig dækker over. Optaget udelukkende i naturligt lys, og uden brug af green screen, fremstår de sneklædte bjerge, brusende floder og nøgne nåletræer som en behagelig forandring fra de computergenererede kulisser, vi efterhånden bliver udsat for i alle andre film. Filmet hovedsageligt i de nordlige stater og Canada, med enkelte afhoppere til Argentina, bliver vi som publikum forkælet med alt, hvad naturen har at byde på.

Bedst som man forventede, at nu havde Iñárritu og DiCaprio gabt over mere, end hvad de kunne sluge, leverer de varen fuldt ud i The Revenant. På trods af at filmen er på den gode side af 150 minutter, er der ikke en scene for meget. Jagten på rensdyr og deres skind, forsvar mod krigeriske indianere og et angreb fra en kæmpe bjørn bliver afløst af sejlture ned ad brusende floder, flugt fra både franskmænd og indianere, for til sidst at ende med en katten-efter-musen-scene i de sneklædte bjerge. Det er mange indtryk, man får, men kan man holde koncentrationen bare nogenlunde, er belønningen det hele værd. Lubezki giver de smukkeste billeder af den barske natur, men uden at kvalmen indtræffer, som man kunne have frygtet.

Der hersker ingen tvivl om, at Leonardo DiCaprio spiller en af sit livs roller. Meget fokus har derfor ligget på, om det er i år, han får sin længe ventede Oscar-statuette med hjem. Heldigvis for os som publikum er det ikke kun DiCaprio, der ved hvordan man spiller skuespil. Tom Hardy leverer i øjeblikket den ene pragtpræstation efter den anden, og er også mange af bookmakernes favorit til at vinde bedste mandlige birolle. Hardy har de seneste år nærmest gjort det til sit speciale at spille antagonisten med de dybe, forstyrrede øjne og den karakterfyldte, knækkende stemme, og i The Revenant leverer han muligvis sin bedste fremstilling af denne type karakter. Af den resterende del af rollebesætningen er det nærmest kun den rødmossede Domhnall Gleeson, man genkender, men det betyder ikke, at der ikke er fremragende præstationer gennem hele filmen. Hvis man skal trække point fra, ved jeg ikke for hvad, og at Iñárritu kun et år efter Birdman kan levere sådan en fremragende film, vidner om et talent så stort, at man sagtens kan glæde sig til de næste mange år i selskab med så fantastisk en fortæller.

THE REVENANT
Se spilletider
Se filminfo