(Foto: Scanbox)

Bryan Cranston ("Breaking Bad") er tilbage og leverer i titelrollen som Dalton Trumbo en præstation, der fortjent er blevet belønnet med en oscarnominering. Den sande historie om en af Hollywoods største manuskriptforfattere, der på uretfærdigvis mister det hele, men genvinder alt og mere til ved hjælp af snilde, venner og talent.

Efter Anden Verdenskrig er nazisterne og fascisterne fra aksemagterne ikke længere USA's fjende nr. 1, og alt fokus ligger nu på kampen mod Sovjet og kommunismen. I klassisk amerikansk enten/eller-logik betyder det, at du ikke kan være socialist eller kommunist og samtidig være en god patriotisk amerikaner. Det må Dalton Trumbo og flere af hans venner indse, da de på trods af deres store succes og popularitet bliver blacklistet af samtlige filmproducere og ikke længere har en plads i Hollywood. Tidligere venner og kollegaer i branchen har ikke længere råd til at blive set offentligt med de ti udhængte socialister. Selv de skuespillere, som de har været med til at skabe gloværdige karrierer for, vender dem ryggen. I spidsen for det hele står Hedda Hopper(Meryl Streep), en tidligere skuespillerinde, som nu bruger alle sine kræfter og mange kontakter på at ruske op i de venstreorienterede kunstnermiljøer. Hun får hjælp af ikonet John Wayne og flere andre republikanske røster i filmbranchen. Efter at være blevet blacklistet, må Trumbo og hans venner starte forfra og under pseudonymer skrive manuskripter til et produktionsselskab, som ellers kun udgiver B-film. Ægte talent er dog svært at holde nede, og efter at Trumbos film begynder at høste oscarnomineringer, fatter resten af Hollywood mistanke.

Historien om Trumbo er næsten for god til at være sand. Eventyret om en mand, der har det hele, mister det, og kæmper sig tilbage igen, er en favoritopskrift fra det glamourøse Hollywood, og er det en virkelig historie, gør det blot det hele endnu bedre. Kombineret med at filmen langt hen ad vejen hylder andre film og livet i den californiske filmhovedstad, er det overraskende, at den ikke er blevet lavet før nu. Efter at film som George Clooneys Good Night and Good Luck (2005) har vist, at man sagtens kan tackle mindre heldige historiske episoder på en kunstnerisk flot og oplysende måde, manglede det bare, at Trumbo fik sin egen film. Desværre for os, og Trumbos eftermæle, når filmen dog ikke helt op på det niveau, som hans manuskripter havde. Bryan Cranston spiller næsten for godt, og var det ikke fordi, han var oppe i mod Leonardo DiCaprio, havde det været et sikkert bet at lægge sine penge på Cranston som vinder af bedste mandlige hovedrolle. Hollywood elsker som bekendt film om sig selv.

Kulisserne er flotte, kostumerne virkelighedstro, birollerne er perfekt besat, og specielt Michael Struhlbarg som filmstjernen Edward G. Robinson og John Goodman som produceren Frank King spiller nogle af de roller, man ofte forbinder dem med og elsker dem for. Nu handler filmen i første omgang om Dalton Trumbo, og det kan man desværre i lidt for mange scener godt fornemme. De fleste replikker virker som oplæg til, at Cranston kan få lov til at levere et af Trumbos mange citater. Det er kun rigtigt Diane Lane, der i rollen som hans kone Cleo, får lov til at have en karakter, der ikke kun er bygget op omkring en dialog med hovedpersonen. Desværre for film af denne type ender det ofte på den måde, men som Philip Seymour Hoffmann beviste i Capote, kan det sagtens lade sig gøre at vinde en Oscar med sådan en præstation. Trumbo er en de bedste feel-good film i lang tid, men desværre er den også samtidig et lidt ligegyldigt kostumedrama og en tam hyldest til en stor stjerne. At den ikke er blevet oscarnomineret i andre kategorier end bedste mandlige hovedrolle vidner også om dette.

TRUMBO
Se spilletider
Se filminfo