Flere nyheder

 
Klassisk musik
Falstaff

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Falstaff
Man. 15. feb. 2016
kilde: KultuNaut, Kenneth M. Ertner


(Foto: Miklos Szabo)

Peter Langdals genopsætning af Verdis sidste opera, om ridderen Falstaff, er enten et glædeligt gensyn, eller en god mulighed for at lære den tykke ridder at kende, hvis man ikke nåede ind og se forestillingen på Verdis 200 års fødselsdag i 2013. Fortællingen om Falstaff er historien om en mand, der i et forsøg på at holde sin dekadente livstil ved lige, beslutter at forføre to gifte rige kvinder, hvilket selvfølgelig ikke går som planlagt.

Shakespeares The Merry Wives of Windsor ligger til grund for Verdis opera om den tykke ridder sir John Falstaff. Kendt fra begge stykker om Henry IV, fik Falstaff sin egen komedie af Shakespeare i 1602, og det er ud fra den tekst, at Verdi skrev sit sin sidste opera, med premiere på La Scala i 1893. Verdi havde længe leget med tanken om at skrive (endnu)en komedie, men var efter flere ufuldendte forsøg begyndt at tvivle på, om det kunne lykkes. Det skulle vise sig, at alt guldet blot lå gemt, til det var klar til at blive brugt.

Falstaff er historien om ridderen af samme navn, der efter at have drukket og ædt lystigt i flere år pludselig står på randen af fallit. Ud fra devisen om, at hans mave er et kongerige, der har behov for at blive udvidet, beslutter den snu ridder at starte ikke én, men to affærer, med et par lokale kvinder, der har giftet sig til rigdom. Alice og Meg er udover at være smukke og rige, desværre for Falstaff, også bedste veninder. Sammen aftaler de at spille den bejlende gentleman et pus og holde ham for nar, mens han selv tror, at alt går som smurt i hans erobringer af de muntre kvinder. Alices ægtemand Ford fatter mistanke og blander sig også i løjerne, og pludselig er hele Windsor blandet ind i de forskellige planer om at snøre Falstaff og gøre ham til grin blandt folk og fæ. Imens hele postyret står på, prøver Fords datter at komme ud at et arrangeret ægteskab med en ældre læge og i stedet gifte sig med den flotte unge fyr Fenton. Det ville være synd at afsløre, hvem der snyder hvem i denne herlige forvekslingskomedie, men en ting er sikkert, og det er at ingen kommer i gennem upåvirket, eller med deres fulde ære i behold.

Verdi kastede sig i slutningen af sit liv ud i sidste del af sin Shakespeare-trilogi. I modsætning til Macbeth (1847) og Othello (1887) skulle denne fortælling, tro mod det originale værk, opføres som en komedie. Selvom Verdi er tragediernes mester, er det dejligt befriende at kunne sidde og nyde hans musik, mens man griner, i stedet for at dyrke sorgen. Peter Langdals ny-klassiker fra jubilæumsåret 2013 fejler så absolut intet, og det er fuldt fortjent at den får en periode til på Det Kongelige Teater. På en scene fyldt med stole, borde og flasker får vi et klart billede af, hvilket liv det er, Falstaff lever og gerne fortsat vil leve. Klædt i støvede pangfarver og med tegn på fuldskab, føler man sig fra første scene inviteret med til festen af de muntre mænd og kvinder fra Windsor.

Donnie Ray Albert er med sit enorme korpus perfekt i titelrollen. Hans vælten rundt på scenen, i alt kaos og med tømmermandssveden drivende ned ad panden, er intet mindre end perfekt. Over for sig har han den ligeså fantastisk Nicole Heaston, der brillerer i rollen som den snu Alice Ford, og kemien mellem de to er en fornøjelse. Som tiden går, og vi kommer ind i anden og tredje akt, begynder historien om Fenton og den unge Nanetta at stjæle billedet, og specielt vores egen Gert Henning-Jensen formår at charmere sig helt ud til bagerste række på øverste balkon. Der kunne med rette bruges timer på at rose hver enkelt optræden, og det er ikke fair at alle ikke er blevet nævnt, da der ikke er en finger at sætte på nogen som helst af de involveredes præstation.

Lidt atypisk for en Verdi-opsætning er der en konstant skiften af kulisser, men i stedet for at vi som publikum skal sidde og kede os mens tæppet er nede, foregår der små dramaer på scenen foran tæppet. Det er en genial lille detalje, der fuldkommen udvisker ventetiden, og specielt scenen, da Falstaff bryder den 4. mur og skåler med dirigenten, bragte smil og bifald frem i salen. Musikken er ikke klassisk Verdi med de store melodier, man kan nynne med på, men de små duetter og hyppigt brug af pauser er en dejlig afveksling fra, hvad man normalt forbinder med opera fra Verdis hånd.

Er man ikke en fast bruger af Operahuset, men har lyst til at se, hvad det er der foregår inde i den store glasbold, er Falstaff uden tvivl en af de mest tilgængelige og ligetil forestillinger, man kan vælge. Plottet er avanceret nok til at fastholde ens opmærksomhed, men samtidig ikke så kompliceret, at du risikerer at miste tråden. Alle sange og melodier er en ren nydelse for øregangene, og der er en nærmest perfekt balance mellem sang og skuespil hele forestillingen igennem. Gennem de to en halv time bliver man både forkælet og opmuntreret, og jeg kunne ikke forestille mig et bedre selskab at bruge tiden sammen med en kold aften i februar i Købehavn.

FALSTAFF
Det Kgl. Teater, Operaen
Se spilleplan