(Foto: Miklos Szabo)
"Alt kan bruges i en intrige", som Grev Almaviva formulerer det i et sjældent øjebliks klarsyn. Og man må sige, at alt bliver brugt i Elisa Kragerups udgave af "Figaros Bryllup". På godt og ondt.
Figaros Bryllup er en veloplagt og overgearet komedie med masser af forviklinger. At give et kortfattet oprids af handlingen og dens forviklinger er umuligt. På trods af, at det hele foregår på én og samme dag, er der materiale til flere sæsoner af Hortonsagaen gemt i dette ene stykke.
Centralt på scenen er orkesteret, der fungerer som et roligt anker igennem et virvar af sketches og optrin, selvom de i flere omgange bliver involveret i dem. Stykket er sat i en simpel forlystelsespark-kulisse i 50'erne, hvor Greven tilsyneladende er direktør. Men det er ikke så vigtigt; der er masser af andet, der stjæler opmærksomheden. Der er reality show a la Jerry Springer, liderlige ulve og æggende kanin-kvinder, fist-bumps med dirigenten, power tools, oralsex, rutsjebaner og gravide, der smider med spædbørn.
Operaens første og anden akt domineres af optrin. Der er lidt bedre plads til de dygtige sangere i tredje og fjerde akt. Henning Von Schulman spiller en veloplagt Figaro. Lige på den rigtige side af den hårfine grænse til overspil i de komiske passager, og med dybde og styrke i stemmen, når han tror sig forrådt af sin nye hustru. Anke Briegel (Susanna) og Sine Bundgaard (Grevinden) leverer solide, underholdende præstationer, men får først for alvor lov til at vise, hvad de kan, i fjerde akt i hver deres arie. Palle Knudsen er på fra start til slut (inklusiv pauseunderholdning) som den svært lidenskabelige Grev Almaviva. I første og anden akt som den lidt ensidige, men gennemført onde og jaloux buk af en herremand. Først fra tredje akt ænser man gennem hans baryton mennesket neden under al parrelysten. Tuva Semmingsen imponerer som Cherubino. Man er ikke i tvivl om, at hun er en purung sprudlende amourøs mand. Hun skifter på et splitsekund fra selvsikkerheden selv til usikker teenager, både med krop og stemme.
De tusinde forskellige påfund i Figaros Bryllup stikker i alle mulige retninger. Men der er også mange af dem, der får publikum til at grine. Figaros bryllup er sjov, vulgær, plat, underholdende, for meget, grotesk og en lille smule tragisk. Det er bestemt ikke dårligt, men en smule skizofrent, og de slipper ikke lige godt fra det hele. Undertegnede er gladest for involveringen af orkesteret og publikum i stykket og mindre glad for kønsorgansfikseringen, de til tider overspillede biroller og den lidt letkøbte navngivning af parken: (F)unfair. Men der sker så meget forskelligt, at enhver skulle kunne more sig ved at se Figaros Bryllup.
FIGAROS BRYLLUP
Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Se spilleplan
