|
|
(Foto: Camera Film)
I den absolut mest nærgående holocaustskildring siden Polanskis "The Pianist" følger vi kz-fangen Saul i hans forsøg på at oprette en minimal form for anstændighed midt i terrorens rædsel. Med en Grand Prix-medalje fra Cannes i ryggen, får vi i László Nemes første fuldlængde spillefilm et blik helt tæt på livet, og døden, i de frygtelige dødslejre.
Som medlem af Sonderkommandoen i Auschwitz har Saul (Géza Röhrig) til opgave at hjælpe nazisterne med at få adskilt tøj og værdisager fra de jødiske fanger, inden dørene til gaskammeret bliver lukket, og lyset slukker. Saul er ungarsk jøde og ude af stand til at tale hverken tysk eller polsk. Han er næsten isoleret i sin kamp for at overleve og bevare bare en mild form for virkelighedsfornemmelse. Efter en henrettelse af et nyt hold fanger opdager Saul en ung dreng, som ikke er død af giftgasserne, og han mistænker drengen for at være sin søn uden for ægteskabet. Samtidig med at en oprørsgruppe i Sonderkommandoen planlægger et attentat på soldaterne, går Saul på jagt efter en rabbiner, der kan velsigne den unge dreng og sikre ham en ordentlig begravelse i stedet for at blive brændt samme med de hundredevis af andre jøder.
At kaste sig ud i en film om holocaust som sin spillefilmsdebut vil af mange ikke bare blive kategoriseret som modigt, men også direkte dumdristigt. Bevares, Hollywood og biografgængerne elsker et godt Anden Verdenskrigsdrama, men i modsætning til The Pianist, Schindlers Liste og Livet er Smukt får vi i Son of Saul ikke en hovedrolle præsenteret, som vi på samme måde kan forstå og støtte os til. Saul kæmper ikke mod nazisterne, i hvert fald ikke direkte. László Nemes giver os ikke fortællingen forud for filmen, så ud over at Saul muligvis har været nem og medgørlig eller i god fysisk form, får vi ikke at vide, hvorfor nazisterne valgte at holde ham i live og tvinge ham til at samarbejde. En direkte anti-helt er Saul heller ikke. Det havde også været for nemt at forholde sig til. I stedet har vi at gøre med en mand af uskønt udseende, der med en snert af dårlig samvittighed gør, hvad han bliver bedt om på godt og (mest)ondt, og på den måde holder sig selv i live.
Som seer bliver man heller ikke forkælet med krigsscener, billedskønne landskaber, eller hvad der ellers kendetegner periodefilm og krigsdramaer af den slags. I stedet er kameraføringen mere eller mindre konstant en armslængde fra Sauls sammenbidte ansigt. I otte ud af ti scener er fokus centreret lige i den stakkels jødes fortvivlede og anstrængte blik. Man kommer helt tæt på. Det betyder også, at størstedelen af handlingen reelt foregår uden for seernes synsfelt. Skrig, råb, skudsavler og skæret fra flammer bliver konstant registreret, men det er ikke ofte vi får at se, hvad Saul ser. I stedet ser vi, hvordan han reagerer. Hvordan han kniber øjnene sammen, kigger væk eller slet ikke fortrækker en mine, når de andre indsatte jøder bliver slået, skudt eller brændt levende. Vi får indtryk af en mand, der har set det værste og derfor ikke længere reagerer på det, på nær når han i enkelte tilfælde bliver overmandet af de menneskelige følelser i ham. Det er ubehageligt og klaustrofobisk på en måde, som man slet ikke kan beskrive, og som ved et trafikuheld, kan man ikke holde øjnene væk.
Sauls jagt på en rabbiner virker håbløs og unødvendig. Hvad skal det nytte at en ung dreng, hans søn eller ej, får en ordentlig begravelse? Irritationen over det irrationelle valg og hans prioritering når til sidst helt ud til ens fingerspidser. Men det er også samtidig det, der gør filmen så stærk. Livet i fangelejren virker meningsløst, og med sin selvvalgte mission får Saul pludselig en mening med tilværelsen. At den så kun giver mening for ham er ikke sagen vedkommende. De fleste af hans medindsatte både fraråder ham at forsætte missionen, men ser samtidig hvad det betyder for ham og forstår selv, hvor vigtigt det er at have et mål. Selvom man som seer selv sidder og bander Sauls dumhed langt væk, krydser man stadig fingre for, at hans mission lykkes.
SON OF SAUL
