|
|
(Foto: Ulrik Jantzen)
Kjeld Abells klassiker kan nu ses i en veloplagt og vedkommende opsætning på Nørrebro Teater. Musikken og scenografien er opdateret, men ellers står den originale tekst om kontornusseren Larsen knivskarpt i dag med samme personlige og samfundsmæssige relevans. Instruktøren har heldigvis turdet stole på, at publikum kan foretage de fornødne sammenligninger til nutiden.
"Det sku' vær' så godt, og så' det faktisk skidt" lyder refrænet på "Sangen om Larsen", som de fleste danskere har hørt om ikke andet som talemåde, og hvor stykket ellers har aflejret sig. Især hvis man ikke, som det meste af publikum på Nørrebro Teater, har en alder, hvor man allerede kender stykket og ved, hvad det betyder for Larsen, at melodien er blevet væk, kan det varmt anbefales at skynde sig ind og se Sara Cronbergs version af stykket.
Vi har fat i vingebenet ved de helt store eksistentielle konflikter, mellem individ og samfund, mellem frihed og arbejdslivets tvang og mellem ens drømme og et realistisk behov for at slå sig til tåls. Det lyder tungt, men heldigvis bliver det serveret i en let og appetitlig indpakning. Musiker Hannah Schneiders bearbejdning af originalmusikken er virkelig et scoop, og alle skuespilpræstationerne er velspillede, enormt fysiske og godt castede.
Handlingen er i den grad henlagt til 30'erne, men dilemmaerne evigtgyldige. Forestillingen lægger op til at drage paralleller, men lader os netop selv gøre det. Selvom Larsens og hans kollegaer læser avis, som vi læser Facebook, er året 1935,hvor der er is melba til dessert.
Larsen (Esben Dalgaard) er glad og optimistisk, selvom han har et dræbende kontorjob af den slags, hvor mennesker laver det, computere gør i dag. Han og hans forlovede Edith (Julie Agnete Vang) har mod på et friere liv, væk fra kontoret, så han kan forfølge sin melodi. Men så kommer svigermor (Christiane Gjellerup Koch) og sætter det hele på plads, og fluks løber tiden, og både Hr. og Fru. Larsen er godt på vej til at blive kvast af hverdagens trummerum. Melodien er kort sagt blevet væk, og den skal findes
igen.
I jagten efter den tabte melodi træder specielt Fru Edith Larsen i karakter, og flere steder truer hendes forsagte far (Jens Jørgen Spottag) da også med at gøre det. Historien om Larsen er nemlig også i høj grad en historie om hans familie, og alle fire skuespillere leverer solide præstationer.
Hele forestillingen er i den grad sammentømret, så den surrealistiske scenografi og kostumer hænger sammen med Schneiders elektroniske musik og den originale tekst. På papiret er det en rodebutik, men det fungerer i virkeligheden. Tom Jensen har en række biroller, hvoraf en som hittegodsforstander i denne anmelders øjne var for revy-agtig. Til gengæld tog han kegler i en ustyrlig gakket rolle som en art præst, der skal diagnosticere Larsens tro. Diktionen er gejstligt, messende, men indholdet
er en art lægesprog. På samme måde er de fleste syrede indslag solide.
Med Melodien, der blev væk er vi tilbage i modernitetens grundlæggende historie om fremmedgørelse midt i materiel velstand. Og det er for denne anmelder virkelig velgørende at se den måde, den originale tekst håndterer problemet på. Måske fordi yngre generationer typisk kender historien i den amerikanske filmversion, hvor Manden også pludselig opdager, at hans liv er
meningsløst, render ham af hænde dag for dag, og at han er fange i sit eget hjem etc. som skildret i American Beauty, Fight Club eller Falling Down. Her bliver løsningen på problemet ofte ret voldelig. Larsen støder på samme, nutidige problematik, leder hos alle instanser efter en løsning, men i Abells stykke involverer det både kvinden og fællesskabet. Originalteksten slår fast, at Larsen jo netop har det dårligt, fordi han slider sig selv ihjel, for at en anden mand kan blive rig. Ikke for sig selv, ikke til gavn for fællesskabet. Helt klassisk kapitalismekritik, der ikke virker bedaget her i dagens Danmark, hvor vores placering som verdens lykkeligste befolkning med verdens højeste forbrug af antidepressiver er statistikernes måde at sige: "Det sku' vær' så godt, og så' det faktisk skidt". Kun den afsluttende appel til publikum skurrer for alvor.
MELODIEN, DER BLEV VÆK
Nørrebro Teater
Se spilleplan
