(Foto: Det Kgl. Teater)

Det Kongelige Teater har taget forskud på forårsforelskelsen, og med Thomas Adés moderne klassiker om sex, rigdom og forfald forstår de at sætte gang i blodomløbet. Inspireret af den virkelige historie om Ethel Margaret Wingham ser vi, hvor kort vej der er fra rigdom og popularitet, til syndebuk og mobbeoffer, hvis man ikke sletter sine spor efter sig.

Hertuginden af Argyll havde langt at falde. Fra at være en forkælet lille pige til at blive en ung dame, som alle mændene kastede deres blik efter, for til sidst at ende op, fattig og alene, fyldt med skyld og skam samt latterliggjort i hele kongeriget. Fuldkommen ude af stand til at kontrollere sine lyster levede den smukke hertuginde et liv proppet med sex uden om ægteskabet, og ofte sex af den rigtig beskidte slags. Det her er ikke en fortælling for det sarte publikum, ej heller for dem, der kræver en happy ending.

I 1995 sætter den kun 24-årige Thomas Adés, musik til tragedien om Margaret, og med ét skriver hertuginden sig ind i rækken af store kvindelige tragedier i operahistorien. Hun kommer dog næppe til at udkonkurrere Violetta fra La Traviata i popularitet og genkendelighed; dertil er Powder Her Face simpelthen for utilgængelig, men mindre har også ret. Historien er egentlig ligetil, og karaktererne er nemme enten at afsky eller fatte sympati for, men hvis man som operagænger kun er vant til at sidde og nynne med på Verdis muntre melodier eller lade sig imponere over de store Wagner-kompositioner, virker Adés musik måske en smule mere krævende.

I nogles ører vil det måske mere minde om fusionsjazz end opera, mens andre kan se ligheden med nogle af Tom Waits mest rodede og kaotiske numre fra Swordfishtrombones eller Rain Dogs, og selv kender jeg folk, som ville tro at de lyttede til et orkester, der faldt ned af køkkenbagtrappen. Strygerne er til tider skingre, og blæserne kan lyde rustne og ustemte, men når det hele swinger, og det gør det altså tit, begynder musikken virkelig at give mening, og man bliver imponeret på en helt anden måde, end man ville over den mere traditionelle Bel Canto. At Thomas Adés har fået strikket alle de idéer og løse ender sammen inde i sit hoved og fået de 21 forskellige instrumenter, som i denne opsætning bliver betjent af kun 17 forskellige musikere, til at følges ad, er noget man ville kunne bryde sit hoved med længe, og derved gå glip af den ellers gribende historie.

Efter at have levet sit liv på en overvejende hedonistisk facon sidder en ruineret og latterliggjort hertuginde og tænker tilbage på, hvordan hele hendes liv kunne ende op på den måde. I gennem de næste otte scener fordelt på to akter følger vi, hvordan Margaret svælger sig i sprut og flotte unge mænd, indtil hendes utro mand finder bevismateriale på de mange års udskejelser og i et forsøg på ikke selv at tabe ansigt udstiller sin kone og derved vinder folkets sympati. Fra da af er det alle mod hertuginden, og hun må sande, at selv når hun forsøger at give et interview til pressen om et andet emne, bliver samtalen konstant sporet hen på det slibrige stof til de kulørte sider.

Det geniale ved fortællingen og opsætningen er den måde, hvorpå vi i stil med Charles Dickens Et Juleeventyr, hele vejen igennem er vidne til hovedpersonens reaktion på sin fortids gerninger. Mens dramaet udspiller sig på det snuskede hotelværelse i London fra 1930'erne til 1970'erne, ser vi hertuginden anno 1990 flove sig og ærgre sig over de valg, hun har truffet, og samtidig med et savn i blikket over dengang hun var ung og smuk, og hele verden lå for hendes fødder. Scenen er ét langt hotelværelse, og det 17 mand store kammerorkester er blevet mast ind i badeværelset, lige bag ved badekaret, og derfra pibler deres musik ud over scenekanten uden at gå i vejen for, eller stjæle opmærksomheden, fra sangerne. Udover den ældre og yngre udgave af hertuginden, som er besat af henholdsvis Anne Margrethe Dahl og dennes yndige datter Christine Dahl, deler de sidste tre sangere de resterende 16 roller i mellem sig, og man må gå ud fra, at deres stemmebånd trænger til lidt hvile efter de mange krævende fraseringer over det 105 minutter lange stykke. Selv hvis stykket og musikken ikke taler til ens smag, kan man ikke andet end at blive imponeret over bedriften.

At operaen om Margaret har fået ry for at være pervers og eksplicit er en nedladende forsimpling af handlingen, som ikke tjener andet formål end at skræmme publikum fra at indløse billet. Måske er sexscenerne mere tydelige, end man ser i opsætninger af andre operaer, men det er intet i forhold til, hvad det moderne publikum ser til hverdag i Game of Thrones eller Paradise Hotel. At to femtedele af salen da også konstant grinede hver gang, der var hentydninger til sex, både den rigtig beskidte, men også den mere gængse slags, var måske for nogle en måde, hvorpå at skabe afstand til aktionerne på scenen, eller også var det bare et udtryk for, at grænserne er blevet rykket så tilpas meget de sidste 20 år, at Powder Her Face snart fortjener at blive husket for andet end en oralsexscene og lidt skrigeri. Det ville i hvert fald ikke være for tidligt.

POWDER HER FACE
Det Kgl. Teater, Operaen
Se spilleplan