(Foto: Scanbox)

I en overraskende veldrejet instruktørdebut giver den tyrkiske Deniz Gamze Ergüven os et blik ind i livet som ung teenagepige i det gammeldags og traditionsstyrede Tyrkiet.

Filmens titel, Mustang, kommer fra hesten af samme navn. Traditionelt set en vild og ustyrlig hest, som man kan bruge år på at tæmme, blot for at hesten kaster det hele bort og vender sig om til sin vilde natur igen. På samme måde er de fem unge søstre, vi stifter bekendtskab med i denne film. Efter at have fjollet, i deres egen optik, uskyldigt rundt med nogle ældre fyre på vej hjem fra sidste skoledag, ændrer søstrenes liv sig markant. Deres plejeforældre indskrænker gradvist deres frihed, og internet, mobiltelefoner og omgang med nabodrenge bliver forbudt. Men som titlen afslører, lader pigerne sig ikke tæmme. Hele filmen igennem bliver vi vidne til en kamp for at danne sig selv, vokse og opdage, hvad verden har at tilbyde, samtidig med at plejeforældrene i værste Brødrene Grimm-stil gør alt, hvad der er i deres magt for at holde pigerne tilbage.

På papiret lyder Mustang som en simpel og ligetil film, man sikkert har set mange gange før. Film om rebeller og unge mennesker, der løsriver sig forældrenes bånd, er ikke ligefrem en mangelvare i den internationale filmskat, men film af denne kvalitet er altid velkomne uanset emne. Ergüven måtte søge midler uden for Tyrkiet for at få råd til at lave filmen, og med franske forbindelser og midler lykkedes det hende at lave en film, der var god nok til både at vinde en pris i Cannes og blive nomineret til bedste film ved César og til en Oscar for bedste udenlandske. At hun ikke vandt de to sidstnævnte fortæller mere om det høje niveau, der er i øjeblikket, end om kvaliteten af Mustang.

I en af de allerførste scener agerer pigerne skingert skrigekor, og jeg skal være ærlig at sige, at jeg derfra frygtede, at det ville blive en larmende og hysterisk affære fyldt med uerfarne barneskuespillerpræstationer. Det viste sig at være stik modsat. De fem unge piger i alderen 14-21 spiller overbevisende, og selvom man hverken deler køn, alder eller nationalitet med dem, er det mere end nemt at leve sig ind i deres frihedskamp. Under hvert lille oprør, hver sabotage af deres fængsel og hvert enkelt flugtforsøg, sidder man enten på kanten af sædet, eller med næven knyttet og hepper.

Pigernes mål er fælles, men deres metoder afhænger helt af deres personligheder og temperamenter. Om det så er en overgivelse til plejeforældrenes vilje, men bevidst at udstråle, at man ikke har hjertet med i det, eller en konstant optrappende usømmelig omgang med drengene i landsbyen, er skuespillet så overbevisende, at var det ikke for de billedskønne scener i den golde tyrkiske natur, og Warren Ellis' sublime musikspor, kunne man fristes til at tro, det var en dokumentarfilm. Filmen er blevet kritiseret i hjemlandet for at udstille tyrkiske familietraditioner alt for negativt, og det vidner nok desværre om, at vi er tættere på sandheden, end hvad godt er. Dog lykkes det hele vejen filmen at behandle friheds- og opdragelsesemnet både kritisk og respektfuldt uden at smide brænde på bålet i den kedelige debat om Tyrkiets rolle og plads i Europa.

MUSTANG
Se spilletider
Se filminfo