Turen fra Christianshavn til Refshaleøen var som den plejer at være på denne årstid. Der var god og jovial stemning i den propfulde heavy metal særkørsel, hvor tattoos og t-shirts fyldt med kranier og engle syntes at være de hyppigste kropsudsmykninger. Jeg var med andre ord på vej til den syvende Copenhell, som skulle vise sig at blive en blanding af dejlig sommersol og blygrå tæppebombardementer af vand fra oven. (Foto: Defecto)
Vel ankommet til helvedes forgård blev vi mødt af seks smukke amazonas med dragne sværd, der lavede espalier for de første gæster. Under normale omstændigheder ville man næppe tage disse vikingekvinder alvorligt, men her på Copenhell gav det glimrende mening. Omvendt er Copenhell ikke det mest normale sted at opholde sig - sagt med stor kærlighed til den fede stemning og de til tider aparte indfald fra både gæster og arrangører.
Defecto 
Første koncert på den mindste Pandæmoniumscene var dog ikke hverken aparte eller eksperimenterende. Dette stod danske Defecto for, som med deres sympatiske og progressive metal fik sparket gang i den store rockkugle, som tromlede henover os stakkels syndige sjæle de næste 72 timer.
Defecto, som netop har albumdebuteret med 'Excluded' til store anmelderroser, spiller en effektiv omgang hardrock med masser af referencer til især Dream Theaters ældre lyd og med klassisk heavy i form af solid bas og fygende flotte guitarsoli. Og selvom Portnoy og LaBrie er klasser over Defecto har bandet en uhøjtidelig og frisk levering af en symfonisk og sprællevende metal, der til åbningen af Copenhell virkede både velplaceret og inspirerende. Vi var i den lettere ende af spektret, men Defecto var et godt sted at starte, hvilket de mange fremmødte publikummer også gav synligt udtryk for.
