Torsdagens program på Copenhell på Refshaleøen bød på nyt amerikansk hard rock act i form af SIXX:A.M. og de tyske veteraner fra Scorpions.(Foto: Scorpions - af Oliver Rath)
SIXX:A.M. 
Nikki Sixx var som de fleste nok ved med til at skabe det amerikanske glamrockband Mötley Crue helt tilbage i 1980, og som sådan har han dinglet mere eller mindre bevidst rundt på diverse scener i mere end 35 år. Håret er stadig langt og sat op med nitter, men rigtig farlig virkede den gode Nikki nu ikke, da han gæstede Copenhell med sine tre legekammerater og to læder(af)klædte rockbitches i baggrunden. Musikken er gedign og velkomponeret og klinger mest af det amerikanske bagtæppe af hard rock attitudes, som for os europæere ofte virker både hult og idéforladt. Nikki luntede således rundt på scenen og virkede mest af alt som et stykke kasseret legetøj, der forgæves ledte efter et barn at blive samlet op af.
Ikke desto mindre fungerede musikken ud fra egne meget amerikanske præmisser, og da hittet "Life is Beautiful" sluttede sættet var det med både fællessang og et tydeligt begejstret publikum. SIXX:A.M. bliver nok aldrig min kop the, men på trods af den silende regn lykkedes det faktisk de amerikanske attituderockere at stable et hæderligt show på benene.
Scorpions
De har 50 års jubilæum som band, de har udgivet 18 officielle studiealbums, og for 35 år siden ville jeg have givet min højre arm for at se dem live. Denne dag, 35 år senere, stod jeg i styrtregn og kiggede spændt op på de aldrende herrer og spekulerede på, om jeg var i færd med at gøre en kæmpe fejltagelse.
Det blev ikke en kæmpe fejltagelse - selvom man sikkert kan sætte fingeren på mange skønhedsfejl i tyskernes selviscenesættelse. Omvendt blev det heller ikke en fest af de helt store, selvom bandet faktisk har været udgivelsesaktive helt frem til sidste år, hvor "Return to Forever" udkom. Underoverfladen lurer hele tiden spørgsmålet om, hvorvidt bandet kannibaliserer sig selv på fordums ry og rygte, eller om de reelt har noget at byde på. Og lad det være sagt med det samme, at bandet scorede højt fra starten af ved en ren og skær spilleglæde. Selvom vandet stod ned i kaskader, plaskede både Rudolph Schenker og Matthias Jabs ud på spidsen af den fremskudte scene med brede smil på fjæset og med guitarerne fast under armen.
Den første halve time gik med nogle af bandets hits fra bl.a. "Blackout" fra '82, og da bagtæppet pludselig blev psykedelisk i farverne kom en fuldfed hitparade med nogle af deres bedste melodier fra 70'erne. Her fungerede det rigtig godt, og især Klaus Meine imponerede med en ren og stærk vokal. At han så mellem numrene lyder som en lalleglad idiot, tilgiver man hurtigt mellem de lange og nærmest improviserede gengivelser af de lidt ældre numre.
Så åbnede himlen sine sluser på vid gab, og det føltes, som om man ufrivilligt stod i en bilvask og blev spulet fra alle sider. Og da "Wind of Change" blev fløjtet ind, forlod undertegnede kamppladsen i erkendelse af, at der også er sider af Scorpions, der ikke har min interesse samt i en reel bekymring om, hvorvidt min bil ville blive umulig at få ud fra den pløjemark, den var parkeret på.
