Havok 
Ofte skal man hen til de små scener for at opleve guldet, og denne lørdag leverede Havok (billedet ovenfor) nok det mest overbevisende show, jeg var vidne til. Bevares, Black Sabbath indtog retmæssigt kongepladsen nogle timer senere på den store scene, men Havok vil stå for den store overraskelse for dette års Copenhell.
Stilen er fuldtonet klassisk trash, som vor moder lavede den, og især forsanger og guitarist David Sanchez leverede en imponerende indsats bag de tætte slangekrøller. Musikken gik rent ind hos publikum, og da Sanchez på et tidspunkt inviterede til en 'Wall of Death', som heldigvis blev omdefineret til den største circlepit på pladsen, hoppede jeg simpelthen ind i mængden i et anfald af ungdomsfuldt kådhed. Det er satme mange år siden, det er sket, skulle jeg hilse at sige. Men det afspejler egentlig meget godt den smittende effekt, Havoks musik havde. De fik fyret godt op under kedlerne, og mellem numrene holdt Sanchez den ene brandtale efter den anden med opfordring til at leve i nuet, dyrke musikken, tænke selv, og en masse andet småreligiøst hippieshit. Men det virkede fint med den aggrassive trash, og Havok endte med at være det band, der leverede den mest overbevisende og helhjertede indsats for undertegnede.
Rival Sons 
Da bandet fra Long Beach, Californien, gik på scenen i resterne af dagens solskin, var der sikkert mange der tænkte, hvad et bluesrockband lavede på Copenhell. Efter en nøjere granskning blev vi i undertegnedes gruppe enige om, at det sikkert var for ikke at skræmme de mange lidt ældre publikummer væk, der havde købt endagsbillet for at se Black Sabbath. De var nemlig så småt ved at indfinde sig og ville næppe sætte pris på at blive konfronteret af litauisk dødsjazz eller polsk psychometal. Så hellere noget højkvalitets bluesrock i den ufarlige ende af spektret. Og da den lidt bitre pille var slugt og man havde accepteret præmissen, blev man gradvist suget ind i det sumpede bluesrock med en veloplagt Buchanan på vokal, der udstrålede lige dele Robert Plant og Ian Asbury - i nogle lidt søvnige udgaver.
Musikken var som nævnt klassisk bluesrock med et stænk af syrerock, hvor især den pågående guitar momentvist stjal billedet. Det ærgerlige ved Rival Sons er vel mest, at de leverede en udmærket koncert med en fin performance, men nok i høj grad til det forkerte publikum. Bandet ville helt sikkert fungere langt bedre på Orange på Roskilde end på Helviti foran stangstive heavyrockere.
Decapitated
Polen kan levere andet end pølser og god håndbold. De har også en stor mængde effektive og højkvalitets dødsmetalbands, som efterhånden er en lige så fast bestanddel af Copenhells program som en pigtrådstattovering på en tyskers overarm. Dette år repræsenterede Decapitated de polske farver med et sæt tight dødsmetal, som spænder over bandets imponerende tyveårige karriere. Bandets varemærke må siges at være klassisk dødsmetal sammen med forsanger Rafal Piotrowskis meterlange rastafletninger, som blev kastet rundt i takt med de benhårde numre fra især deres seneste album "Blood Mantra" fra 2014.
Decapitateds fornemmeste kvaliteter er ikke at forny genrebegreberne, men at udvikle den klassiske dødsmetal indefra. Der er således ikke meget nyt under solen hos polakkerne, men de fastholder et uhørt højt kvalitetsniveau og spiller deres metal på en mere tight og moderne måde, der viser om end ikke nytænkning så i hvert fald en moderne tilgang til den klassiske dødsmetal. (Foto: Robert Zembrzycki)
