Flere nyheder

 
Udstilling
MULT i Helligaandshuset

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
MULT i Helligaandshuset
Tor. 29. sep. 2016
kilde: KultuNaut

MULT udstiller i Helligaandshuset i København fra 5. til 16. oktober.

Kunstnersammenslutningen MULT, der i år har 45 års jubilæum, markerer dette med nyt medlem, seks inviterede gæster, en mindeudstilling og performance til selve ferniseringen, der er onsdag den 5. oktober klokken 16-19. (Foto: Værk af Marianne Miller)

Alle de inviterede gæster har en usædvanlig kvalitet på deres kunstneriske greb, så MULT glæder sig til at udstille med så stærke kræfter. Gæsterne er grafikeren Barbara Kober-Sørensen, maleren Kirsten Syberg, billedhuggerne Marianne Miller, Henrik Troelsen og Kit Kjærbye foruden streetart-tegneren Phuc Van Dang.

MULT byder også velkommen til det nye medlem, maleren Mogens Kischinovsky. Hans malerier vil være kendt i MULT-sammenhæng, eftersom han har udstillet med MULT i flere år som gæst. Nu er han fremover fast medlem. (Foto: Værk af Mogens Kischinovsky)

Performance til ferniseringen
Tegneren Phuc Van Dang kommer fra Horsens og har i en årrække arbejdet med sort-hvide figurative næsten kalligrafiske tegninger i stor størrelse. Han arbejder også med street art, udstiller i ind- og udland og har løst opgaver bl.a. til Northside-festivalen tidligere i år. Han indgår i et samarbejde med lydkunstner Katrine Ring fra MULT om en performance på selve ferniseringsdagen. Emnet er papir og lyden af papir. Resultatet af denne performance kan ses og høres i hele udstillingsperioden.

Mindeudstilling
Maleren og tegneren Lasse Mortensen døde sidste år. Han var et afholdt medlem af MULT igennem mange år, hvor han var meget aktiv. MULT afholder en mindeudstilling med nogle af hans udvalgte værker og siger tak for gode år, fint kammeratskab og underfundig kunst.

Man kan opleve kunstnersammenslutningen MULTs udstilling i Helligaandshuset i København i perioden 5. - 16. oktober.

Hjemmeside
Facebook
YouTube


(På foto: Phuc Van Dang)

Kort om MULT
MULT opstod i 1971 midt i en brydningstid med studenter- og kvindefrigørelse, Vietnamkrigen, fredsdemonstrationer, fri porno og en stigende politisk bevidsthed. Sådan er det også i dag. Byt ordene ud med kønnenes ligestilling, krig i Syrien, hverdagssexisme og flygtningesituationen.

MULT er en kunstnersammenslutning. Det er et særligt dansk fænomen. I Danmark slår kunstnerne sig sammen for at skabe en stor udstilling årligt og manifestere nye veje i kunsten. Oprindeligt var MULT sammen med en række andre sammenslutninger faste udstillere på Charlottenborg. Da Charlottenborg opsagde samarbejdet med sammenslutningerne, udstillede MULT på Helligaandshuset fra 1981. I dag er MULT den eneste af de gamle kunstnersammenslutninger, der stadig udstiller i den indre by i København.

Maleren Carsten Rütting Schweitz tog initiativ til at danne MULT i 1971 og er formand for MULT. De øvrige faste MULT'er er Katrine Ring, Jan Kiowsky, Barbara Rütting Schweitz, Eskil Hauchrog, Lise Ring, Grethe Tranberg, Mogens Kischinovsky og Jeff Ibbo.