Flere nyheder

 
Teater
Fakiren fra Bilbao

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fakiren fra Bilbao
Fre. 11. nov. 2016
kilde: KultuNaut

Bjarne Reuters gyserkomedie er årets sjove og uhyggelige julegave til hele familien på Aarhus Teater. (Foto: David Bering / artwork CZOO)

Tvillingerne Kamma og Tom flytter med deres mor ind i det faldefærdige hus Elgens Øje. Det har stået tomt i årevis, men de opdager hurtigt, at huset gemmer på en værdifuld hemmelighed: den kostbare kæmpediamant Koo-loon.

Da to udspekulerede forbrydere opsøger huset for at stjæle diamanten, starter en vild og drabelig skattejagt. For nu vil alle gerne have fingre i den sjældne diamant. Heldigvis får Kamma og Tom uventet magisk hjælp af cirkusspøgelset Fakiren fra Bilbao, da han bliver lukket ud af den kuglepen, han i 10 år har været spærret inde i.

Tag med ind i et eventyrligt og humoristisk univers og mød blandt andre den mølædte Fakir, et ret så sært elghoved og den sleske bedemand Mooney med det løjerlige firma Hasta la vista.

Instruktør er Geir Sveaass, scenografien står Camilla Bjørnvad for. I titelrollen som fakiren ses Aarhus Teaters egen Jacob Madsen Kvols.

Fakiren fra Bilbao kan opleves på Aarhus Teater i perioden 18. november - 21. december.

Billetter og spilletidspunkter

Forestillingen egner sig fra seks år og opefter.