Flere nyheder

 
Musik
Nye navne til Roskilde Festival

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nye navne til Roskilde Festival
Ons. 30. nov. 2016
kilde: KultuNaut

Canadiske Arcade Fire vender tilbage til Roskilde Festival, og Blink-182, Erasure, Justice og Solange er også blandt de i alt 24 nye navne, der nu føjes til programmet. (På billedet: Arcade Fire)

Canadiske Arcade Fire har siden debutudgivelsen Funeral fra 2004 udvidet og udfordret deres forunderlige musikalske univers, og bandets sjældne koncerter er berusende og sprudlende magtdemonstrationer, som gang på gang beviser, at frontmand Win Butler og hans følge er i en klasse for sig selv.

Det er tre år siden, at Arcade Fire fejrede succesen med den spraglede udgivelse Reflektor. I 2017 vender de endelig tilbage med en ny - og angiveligt disco-inspireret - plade og spiller i den forbindelse deres første koncert på Roskilde Festival i 10 år.

Arcade Fire får følgeskab af Solange, der for nylig strøg til tops på den amerikanske Billboard-hitliste med det politiske album A Seat At The Table. De franske festspecialister Justice vil utvivlsomt levere en overdådig og euforisk nattefest på Orange Scene, og de veloplagte amerikanske pop-punkere Blink-182 spiller deres første koncert i Danmark nogensinde.

Derudover skal Andy Bell og Vince Clarke fra den flamboyante synthpop-duo Erasure nok forføre en ny generation af fans med deres utallige pophits fra en 30 år lang karriere.

Blandt de nye offentliggørelser finder man også storladen og dyster noir-rock fra danske Kellermensch, der er klar med det nye album, Goliath, til januar.

De 24 nye navne som Roskilde Festivalen annoncerer:
Arcade Fire (CA), Blink-182 (US), Justice (FR), Erasure (UK) , Solange (US), The Lumineers (US), Warpaint (US), BCUC (ZA), Black String (KR), Blood Command (NO), Cashmere Cat (NO), Jagwar Ma (AU), Kellermensch (DK), Kevin Morby (US), Margo Price (US), Kano (UK), Møme (FR), Neurosis (US), Princess Nokia (US), Red Fang (US), Svin (DK), Vanishing Twin (UK), Viagra Boys (SE), Wiki (US) Omkring 175 kunstnere spiller på næste års Roskilde Festival. Se alle offentliggjorte kunstnere her: http://www.roskilde-festival.dk/music/2017 Roskilde Festival finder sted fra lørdag 24. juni til lørdag 1. juli 2017. Billetter kan købes på roskilde-festival.dk.

Omkring 175 kunstnere spiller på næste års Roskilde Festival.

Se alle offentliggjorte kunstnere her

Roskilde Festival finder sted fra lørdag 24. juni til lørdag 1. juli 2017.

Billetter kan købes på roskilde-festival.dk