Flere nyheder

 
Musik
Queens Of The Stone Age

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Queens Of The Stone Age
Fre. 16. jun. 2017
kilde: KultuNaut

Til november får københavnske TAP1 besøg af amerikanske Queens Of The Stone Age, der til den tid har nyt album ude.

Det er fire år siden, at Queens Of The Stone Age sidst stod på dansk jord på NorthSide i Aarhus. Bandet blev dannet i 1996 efter frontmand Josh Homme og bassist Nick Oliveris band Kyuss gik i opløsning. Queens Of The Stone Age har haft skiftende medlemmer gennem årene, og er også kendt for at samarbejde vidt og bredt, blandt andet med Mark Lanegan og ZZ Tops Billy Gibbons. I dag udgøres de af Josh Homme, Troy Van Leeuwen, Michael Shuman, Dean Fertita og Jon Theodore.

Queens Of The Stone Age slog for alvor igennem med hitsinglerne "No One Knows" og "Go With The Flow" fra bandets andet album Songs For The Deaf fra 2002. Siden har numre som "Little Sister" fra 2005-albummet Lullabies To Paralyze og "Make It Wit Chu" fra 2007's Era Vulgaris gjort sit til, at øge mængden af fans verden over.

I april i år kom det frem, at et længe ventet syvende album er på vej fra de californiske rockdrenge. Et billede taget i et californisk pladestudie viser bandet med overskriften "an album just got mixed", samtidig med at et mystisk tweet med beskeden "Coming Twenty Five" blev sendt af sted. Hvad "25" betød, har der længe været gisninger om, men det forlyder nu, at albummet er sat til release fredag den 25. august. Albummet kommer til at hedde Villains.

Queens Of The Stone Age kan opleves i TAP1, København, tirsdag den 14. november 2017.

Billetsalg starter torsdag den 22. juni kl. 10:00 via Billetlugen

http://www.qotsa.com/