Flere nyheder

 
Film
The Lost City of Z

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
The Lost City of Z
Tir. 8. aug. 2017
kilde: KultuNaut

I begyndelsen af det 20. århundrede er der endnu uudforskede egne af Jorden, og her i Det Britiske Imperiums storhedstid vil Royal Geographical Society gerne have styr på det hele. Og det bliver Percy Fawcetts skæbne. (Pressefoto: UIP)

Da han første gang drager til Amazonas for at kortlægge det omstridte område mellem Brasilien, Peru og Bolivia, bliver han betaget af den frodige, men også mystiske og forræderiske jungle. Og da han finder, hvad han opfatter som spor af en forsvunden civilisation, bliver udforskningen nærmest til en besættelse. Mens hans elskede Nina derhjemme tager sig af den stadigt voksende familie, drager han på eventyr igen og igen - ofte på kanten af en fatal katastrofe.

Kun Første Verdenskrig afbryder hans arbejde, og da hans søn, der ellers bebrejder ham, at han har været så meget borte, beder om lov til at tage med på en ny ekspedition, drager han atter afsted. Denne gang finansieres eventyret af Londons aviser, hvis læsere følger jagten på "The Lost City of Z" med glubende interesse.

Instruktøren James Gray lader os følge med i den sande historie om en af verdens sidste store opdagelsesrejsende, Percy Fawcett. Charlie Hunnam træder i eventyrerens sko og får selskab af Robert Pattinson, Sienna Miller, Tom Holland og Angus Macfadyen på rejsen ind i junglen.

The Lost City of Z har dansk biografpremiere den 10. august.