Flere nyheder

 
Diverse
Hundens Dag i Tivoli

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hundens Dag i Tivoli
Man. 19. aug. 2019
kilde: KultuNaut

Søndag den 25. august er der dømt en sand festdag for alverdens hunde i Tivoli. Her er der nemlig inviteret til Hundens Dag, hvor der vil være alt lige fra hundeparade til dans med hunde. Temaet i år er Modsætninger mødes, og alle hunde er velkomne, så længe de synes, det er sjovt at komme i Tivoli. (PR-foto)

Det bliver en sommerdag, hvor der kan udveksles hundeerfaringer, og hvor de mange racer og deres ejere kan få lov at hilse på hinanden. Sidste år deltog op mod 1200 hunde og deres ejere i arrangementet, og i år forventes det samme deltagerantal. Traditionen er så gammel, at alle har glemt, hvornår man første gang åbnede portene for hundene.

Dagen starter kl. 11, hvor hundene kan få mulighed for at prøve den opstillede agilitybane under vejledning af Schæferhundeklubbens Kreds 2 på Amager. Efterfølgende er der mulighed for at besøge Dansk Kennelklubs informationstelt.

Bagefter er det tid til opstilling til raceparade på græsset foran Plænen, hvorefter den lange parade på lette poter vil trisse igennem Haven. Selve showet på Plænen starter kl. 15 ved konferencier Lise Lotte Christensen, og her sættes der fokus på, hvor fantastiske forskellige hunderacer kan være.

Gæsterne vil opleve mange forskellige hunde både af udseende og sind. Der kommer blandt andet racen Dansk Svensk Gårdhund på scenen for at fejre, at den er blevet internationalt godkendt som race, og publikum vil også få mulighed for at opleve dogdancing, hvor hund og ejer i skøn forening danser til musik.

Program for Hundens Dag:
Kl. 11.00 -23.00: Alle flinke hunde i snor er velkomne i Tivoli
Kl. 11.00 - 16.00: Hunde og deres ejere kan prøve den opstillede agilitybane under vejledning af Schæferhundeklubbens Kreds 2, Amager. Samtidig er der mulighed for at besøge Dansk Kennel Klubs informationstelt og deltage i konkurrencer
Kl. 14.00: Opstilling til den store raceparade på græsset foran Plænen
Kl. 14:15: Raceparade gennem Haven for alle hunde - også dem, der er en blanding af flere racer
Kl. 15.00: Show på Plænen med dogdancing
Kl. 16 - 16.30: Opvisning på agilitybanen ved Schæferhundeklubben Kreds 2 på Amager

www.tivoli.dk