Oplev dissektionen af en grindehval i konservatorens værksted, hør myter fra Grønland, se film om den grønlandske slædehundekultur og meget mere. Det sker på Zoologisk Museum lørdag den 16. november, når den grønlandske Fisker- og Fangerdag markeret i Danmark for første gang. (PR-foto)
En af Grønlands vigtigste mærkedage er den årlige Fisker- og Fangerdag. Den fejres bl.a. med gudstjeneste, hvor der lægges krans til de mennesker, som er omkommet til havs, og der er konkurrence om dagens første fangst, kaffemik, folkefest, optog og uddelingen af hædersbeviser.
I år har Det Grønlandske Hus i København taget initiativ til at markere den grønlandske Fisker- og Fangerdag i samarbejde med Statens Naturhistoriske Museum og Nationalmuseet. På dagen sætter Zoologisk Museum fokus på de arktiske dyr og den grønlandske kultur med aktiviteter for hele familien. Man kan bl.a. opleve dissektionen af en grindehval, som for nylig strandede ved Hirtshals.
Fisker- og Fangerdagen giver børnefamilierne rig mulighed for at komme tættere på både natur og kultur I Grønland, bl.a. når børnene får fortalt myter fra Grønland, og der vises en række kortfilm om den grønlandske slædehundekultur. Man kan også lære om de arktiske dyr og røre ved pelse fra forskellige dyr og barder fra hvaler.
Fisker- og Fangerdag på Zoologisk Museum, Universitetsparken 15, 2100 København Ø. lørdag den 16. november klokken 10-16.