Flere nyheder

 
Børn
[pAp]-[kAs]

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
[pAp]-[kAs]
Man. 18. nov. 2019
kilde: KultuNaut

Det aarhusianske børne- og ungdomsteater hvid støj skaber fantasifulde papkasse-landskaber i ny teaterforestilling for babyer og tumlinger fra ½ til 3 år og deres forældre. (PR-foto)

I [pAp]-[kAs], der har premiere på Aarhus Teater den 3. december, møder vi spillerne Anna og Kasper, der sammen skaber, bygger og transformerer landskaber af papkasser, alt sammen i konstant foranderlig leg, hvor de sætter sig selv, hinanden og papkasserne i spil. For ligesom børn forstår vi sammen med Anna og Kasper verden igennem legens undersøgelse, afprøvning, skaben, genskaben og forhandling. Nye verdener opstår til lands, til vands og i luften med fuld fart. Papkasser transformeres fra robåde til en skov af træer, når legen trænger til nyt brændstof. Kæmpe papkasser kan man gemme sig i - for sig selv og for de andre - og bittesmå papkasser kan stables som klodser, hvis de altså ikke bliver væltet af en drilsk legekammerat...

hvid støj sceneproduktion tilbyder med forestillingen de allermindste børn nye, anderledes sansestimuli igennem skuespillernes ordløse kommunikation, der demonstrerer det kraftfulde i legens uendelige fantasiuniverser. Nykomponeret musik understøtter det sceniske univers' mange landskaber, der ændrer sig i takt med Annas og Kaspers nærværende og kropslige leg med papkasserne. [pAp]-[kAs] giver slet og ret vores mindste verdensborgere en kvalitetsoplevelse, der stimulerer hele sanseapparatet og tilbyder fantasifuld leg og skaberkraft i tæt, nærværende kontakt med sit publikum.

Forestillingen, der har urpremiere tirsdag 3. december kl. 16.00 på Aarhus Teater, Stiklingen, Teatergaden, 8000 Aarhus, spiller frem til 14. december.

Idé, koncept og iscenesættelse: Charlotte Ladefoged. Visuel designer: Morten Ladefoged. Medvirkende: Kasper Daugaard Poulsen og Anna Ur Konoy. Komponist: Mads Horsbøl Nielsen. Kostumier: Marianne Meyer

Billetter og mere information om spilledage etc.: www.hvid-stoj.dk og www.aarhusteater.dk