Flere nyheder

 
Diverse
Rovfugle helt tæt på

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rovfugle helt tæt på
Fre. 8. okt. 2021
kilde: KultuNaut

I efterårsferien er der igen i år udvidede åbningstider på Falkonergården. Faktisk er der åbent hele ni dage i træk fra lørdag 16. oktober og til og med søndag den 24. oktober - alle dage kl. 15.

I programmet bliver man ført igennem de fascinerende rovfugles univers. Der vil være både falke og ørne, og i år præsenteres også to store amerikanske musvåger. Det er verdens største musvågeart, Kongemusvågen, samt den smukke rødhalede musvåge. De er - som de øvrige fugle - trænet til at flyve ganske tæt på publikum.

Man kan også opleve billedskønne Donna, som er en spændende sydamerikansk aplomadofalk. Den minder på nogle områder om Falkonergårdens eleonorafalke med et vingefang på 90 centimeter og en meget lang hale. Denne lille modige falkonerfugl bliver blandt andet brugt i Mexico´s vinmarker til at jage stære væk fra druerne. Fuglens navn henviser til dens blygrå farver.

Falken præsenteres sammen med den unge islandske hest Eyja. Det er bestemt ikke alle heste eller for den sags skyld rovfugle, der kan samarbejde på denne måde. Den islandske hest har tidligere været anvendt til denne form for jagt, da den er meget sikker på benene og let at sidde op på. Frederico II af Hohenstaufen, den hellige romerske kejser af Sicilien og Jerusalem, efterspurgte denne hest på Island med henblik på jagt med rovfugle allerede omkring år 1250, hvor han også skrev sit berømte værk om kunsten at gå på jagt med rovfugle.

Falkonergårdens forevisninger foregår hovedsagelig udendørs, hvor der fra det store bænkområde er en fantastisk udsigt til bakker og sø samt Endrup Hegn, der grænser lige op til Falkonergårdens marker. Men skulle vejret gøre det nødvendigt, så gennemføres dele af programmet indendørs. Programmet gennemføres uanset vejrets beskaffenhed, så husk efterårstøjet til dagens vejrlig.

I oktober er der forevisninger klokken 15 hver lørdag og søndag, samt alle dage i uge 42 i efterårsferien. Herefter holder Falkonergården lukket indtil juni 2022.

Billetsalg fra ½ time før programstart - som starter præcis og strækker sig over en time. Der er endvidere mulighed for at se fotoudstillingen før og efter programmet.

Se flere informationer og billeder på http://www.falkonergaarden.dk

Falkonergården, Davidsvænge 11, 3480 Fredensborg
Telefon: 21 26 88 63 og 25 13 94 70