Flere nyheder

 
Musik
Bryan Adams koncert i Skive

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bryan Adams koncert i Skive
Fre. 13. jun. 2003
Bryan Adams gav et brag af en koncert i Skive. Det er i år lykkes arrangørerne af Skive beachparty, at skaffe Bryan Adams til landet. Dog ikke til selve beachparty, men til en dobbeltkoncert med det danske band Big Fat Snake, som løb af stabelen den 12/6 2003. Koncerten var samtidig den eneste Bryan Adams giver i Skandinavien i år.

Big Fat Snake var gode, men de havde odds imod sig. For det første var højtalerne skruet for højt op, så lyden undertiden blev skinger og mange publikummer rykkede så langt væk fra scenen, at det var svært for forsangeren Anders Blichfeldt, at få ordentlig kontakt med publikum. For det andet var der slet ikke tvivl om, hvem publikum virkelig var kommet for at høre, selvom Big Fat Snake var gode, skulle de bare se at blive færdige, så Bryan kunne gå på scenen!!!

Så kom han endelig, manden med guitaren, og heldigvis havde arrangørerne nu fået styr på lyden, så man kunne rykke helt frem mod scenen og storskærmen. Der er ikke nogen tvivl om hvorfor Bryan Adams har været med så længe, han havde godt fat i publikum fra begyndelsen og begejstrede alle med et par danske gloser og fortalte, at han var klar over at vi her i Danmark mente, at han hed Brian og ikke Bryan og det var i øvrigt helt fint med ham. Dette resulterede i at samtlige tilskuere begyndte at klappe og råbe Brian, hver gang der var pause mellem sangene. Bryan Adams spillede hovedsagligt sine gamle hits iblandet et par nye sange. Dette faldt i særdeles god jord hos publikum, som kunne synge med på alle de kendte.

Apropos synge med, så blev en ny dansk stjerne født ved Bryan Adams koncerten. Bryan valgte en pige blandt publikum, som skulle synge duet med ham og valget faldt på Belinda fra Horsens, som arbejder både som bartender og som tankstation, hvilket Bryan blev meget overrasket over. Belinda viste sig at have enormt scenetække og fyldte næsten mere på scenen end Bryan. Hun klarede duetten flot og Bryan Adams var så imponeret, at Belinda marcherede af med T-shirts til sig selv og sine venner blandt publikum.

Koncerten var et storslået arrangement og det var svært at få armene ned igen. Det må konkluderes at Bryan Adams ikke behøver et opvarmningsband, det klarer han fint selv og det er også synd for dem, som spiller før ham. Det er forhåbentlig ikke sidste gang beachparty arrangørerne kaster sig over et arrangement af samme kaliber, som denne koncert. Der var nogle småkiks, dels med de oplyste tidsangivelser for, hvornår de to bands spillede og dels med lyden. Det skulle dog være forholdsvis nemt at rette op på til næste gang.