Flere nyheder

 
Musik
Saybia og REM på Midtfyn

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Saybia og REM på Midtfyn
Søn. 6. jul. 2003
Torsdag blev Rockscenen på Midtfyns festival åbnet, og Saybia havde fået æren af at spille lige før det absolutte hovednavn REM - og det slap de bestemt fra med æren i behold.

Saybia indledte koncerten med en musikalsk intro, der lagde op til en drømmelignende stemning over Rockscenen, og ledte direkte over i "Fools corner", som er et af de største hits fra deres efterhånden lidt aldrende debut album "The second you sleep".

Den intro var i sig selv fin, men det at de spillede en del numre før Søren Huss fik taget kontakt til publikum, gjorde at Saybia i starten nærmest stod og spillede for sig selv, uden rigtigt at fange publikum.

Det fik de dog rettet lidt op på i løbet af koncerten med gode soloer og et generelt større nærvær, samt mere kontakt til publikum, som begyndte at føle at Saybia alligevel var kommet for at give os en anden oplevelse en blot at sætte deres cd på. Det skete naturligvis også ved introduktionen af et par nye numre, og det at trommeslager (Palle Sørensen) og keyboardspiller (Jess Jensen) byttede instrumenter i et af disse, giver også altid lidt ekstra til showet.

Så alt i alt endte det med at blive en ganske udmærket koncert, hvor Saybia også fik introduceret et par nye, interessante numre. -Og det skal dertil siges at den stabile regn ikke havde gjort det lettere for dem.

Regnen var til gengæld ikke et problem for "The flaming lips" fra Oklahoma, der lige efter spillede i Rytmeteltet. -Tværtimod var den naturligvis med til at lokke folk ind i læ under teltet, selvom den slags hjælp vist slet ikke var nødvendig for gruppen der fik vist at de simpelthen er et fantastisk - om ikke det mest fanstastiske - liveband verden kan byde på.

På hver side af scenen stod der under hele koncerten en masse folk i dyrekostumer og dansede med, og forsanger Wayne Coyne havde i minutterne før koncerten været ude at kaste store balloner ud til publikum, som blev sendt frem og tilbage i teltet under hele koncerten.

Bagerst på scenen var der en storskærm som de flittigt benyttede med korte videoklip og forskellige underholdende, til tider lettere vanvittige indslag, der var med til at tegne en på en side kaotisk, men alligevel helstøbt og utrolig gennemført koncert.

- og så blev der vist også spillet lidt musik.... -Og også her kunne bandet helt igennem stå distancen. Det var en utrolig veloplagt Wayne Coyne der guidede publikum igennem dette inferno af en koncert, som holdt aå godt fast i publikum at mange måtte misse starten af REM's koncert, der startede nogenlunde samtidig med at The flaming lips sluttede.

Man kan kun sige at The flaming lips serverede en uforglemmelig cocktail af god, velspillet musik blandet med en god portion vanvittig spas, som skal opleves!

-Simpelthen suverænt! Og således opmuntret løb publikum igen ud i den silende regn op til Rockscenen, hvor REM netop var gået igang.

Pladsen foran rockscenen var næsten dækket af paraplyer, og den silende regn kunne næsten ikke undgå at sætte en lille dæmper på stemningen. -Men det havde en meget veloplagt Michael Stipe og resten af REM tænkt sig at ændre på, og der gik da heller ikke længe før publikum havde glemt alt om regnen.

Forsanger Michael Stipe var her, der og allevegne, mens de fyrede det ene efter det andet af deres største hits af. -Og i mellemtiden var der da også lige tid til at dele rene sokker ud til de heldigste blandt festival folket.

Højdepunktet i hele koncerten var uden tvivl da de indledte efternumrene med "Everybody hurts", som blev leveret med den følsomhed og intensitet, som det nummer fortjener.

Der var under hele koncerten en utrolig god kontakt til publikum, som Michael Stipe også flere gange lige var nede at trykke hånd med. Så det kan godt være at Midtfyns måtte grave dybt i pengepungen for at få REM's besøg, men efter koncerten er der nok ikke mange, der er i tvivl om, at det har været pengene værd