Flere nyheder

 
Musik
Tim Christensen på Midtfyn

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tim Christensen på Midtfyn
Man. 7. jul. 2003
Godt gemt under hatten og med en rolig, godmodig attitude, ledte Tim Christensen festival deltagerne gennem en fin, veldisponeret koncert, som var en kærkommen opmuntring til det regntrætte publikum.

Det var også hans held, at regnen efter at have silet ned hele dagen, endelig holdt en lille pause, så der var tørvejr under hele koncerten.

Og med Tim Christensens store udvalg af bevægende, smukke numre og gode melodiske rocknumre, som han havde fået sammensat til en veldisponeret helhed i skiftende tempo, men hele tiden med stor intensitet, fik han givet publikum en rigtig fin koncertoplevelse.

Han fik også præsenteret et par nye numre fra det album, han har arbejdet på i det sidste stykke tid, og som udkommer den 1. september. Her lader der også til at være noget interessant i vente, selvom det altid er svært at vurdere efter kun at have hørt det en gang.

Men bortset fra en enkelt guitarsolo der blev drejet ind omkring riffet fra det gamle Dizzy mizz Lizzy nummer "Silverflame", var det ikke meget vi hørte til den del af Tim Christensens musikalske rødder.

-Og det kan man måske godt savne lidt, men på den anden side set, har han så meget godt materiale i sit eget navn, og er muligvis også interesseret i at fokusere på hans helt eget materiale, at det vel er okay, at han lægger det fra sig - og hvis man ønsker et genhør med de gamle Dizzy numre, kan det gøres hos kopibandet "Dizzy mizz Piggy", der leverer dem i fin stil, og også var at opleve på årets Midtfyns festival.

Men ellers fik Tim Christensen naturligvis spillet de største af hans hits, hvor det særligt er titelmelodien fra Nikolaj og Julie "Right next to the right one", der hitter i øjeblikket.

Tim Christensen blev bakket op af et band, der også leverede en god, sikker indsats, og særligt trommeslager Olaf Olsen, der ser ud som om han lige er kommet hjem efter et par år på en øde ø, udviste stor kompetence bag trommesættet.

Så alt i alt var det en fin, rolig koncert uden de store udskejelser, men med godt materiale og en overbevisende, engageret indsats.