Flere nyheder

 
Teater
Elling og Kjell Bjarne

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Elling og Kjell Bjarne
Man. 24. nov. 2003

Teaterstykket om Elling og Kjell Bjarne, der p.t. kan ses på Nørrebros Teater, skildrer to specielle og meget usikre personers møde med virkeligheden. Det er et underholdende og morsomt stykke, der primært bæres af Tommy Kenter, der virkelig gør det godt i rollen som Elling.

Mødet med Elling og Kjell Bjarne
Vi møder de to hovedpersoner, første gang de træder ind i den lejlighed, der bliver rammen om deres nye tilværelse og mødet med den virkelige verden. Elling har boet hos sin mor i knap 40 år uden at se andre mennesker og kommer på institution, da hun dør. Her møder han Kjell Bjarne, og de to får et nært venskab i deres store fælles behov for at have en at knytte sig til.

Elling er den snu og intelligente af de to, men han er lettere neurotisk og har hårdt brug for tryghed. Kjell Bjarne er den lidt naive, knap så intelligente fyr, der ikke bekymrer sig så meget om at tale pænt og vaske sig, men derimod om at han endnu ikke har været i seng med en kvinde.

Elling fylder Kjell Bjarne med løgnehistorier, som Kjell Bjarne uden at tvivle tager for gode varer. Eller det vil sige, han ved sådan set godt, at det meste af det ikke er rigtigt, men han elsker historierne og den drømmeverden der åbner sig for ham når Elling fortæller - og så gør det ikke så meget, om det egentlig er sandt.

Frygt og forelskelse
Historien udspiller sig omkring deres møde med den virkelige verden, og de problemer og udfordringer det bringer. Tilværelsen ændrer sig særligt for de to da Kjell Bjarne forelsker sig i en gravid kvinde, og Elling frygter at han mister den ven, han har så hårdt brug for, hvilket ender med at han kaster sig ud i lyrikkens verden, hvor han mener at finde sit kald i livet.

Tommy Kenters rolle som Elling fungerer også som fortæller, idet han ind imellem træder ud af den igangværende scene, for at følge op på historien, som var det Elling, der fortalte sine erindringer. Dette skift er gjort så enkelt og klart, at det ikke virker forvirrende, men faktisk fungerer ret godt.

Fremragende Kenter
Tommy Kenter er med sin fantastiske mimik og store indlevelse i rollen af denne usædvanlige karakter stykket bærende kraft. Men rollen er også utrolig velegnet til Tommy Kenter, der måske ikke føjer nye sider til sit skuespil, men som bruger sine styrker med stor overbevisning.

Jesper Asholt, der i rollen som Kjell Bjarne er modstykket til Kenter, gør det også godt, men han når nok ikke helt den samme dybde og indlevelse i rollen som Kenter, hvilket gør at hans karakter fremstår lidt mindre troværdig. De øvrige tre skuespillere udfylder deres biroller udmærket, men de bringer ikke rigtig deres roller længere end til at være karikerede figurer, som ikke når en personlighed og ægthed til at vinde publikums sympati.

Men man morer sig - primært med Kenters karakter - og underholdes hele stykket igennem, selvom der er lidt mere tyngde i det mere handlingsmættede 2. akt, end der var i første. Alt i alt et ganske udmærket og morsomt stykke, hvor det er Kenters rolle og hans konstant fremtrædende mimik, hvor bare en lille veltimet rynken på næsen får hele salen til at bryde ud i latter, der bærer stykket.