Flere nyheder

 
Musik
Lillian Boutté

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Lillian Boutté
Tir. 3. feb. 2004

Lillian Boutté med Burich-l'Etienne New Orleans Ensemble i Aalborg Kongres og kulturcenter d. 30. januar 2004. På denne fredag aften savnede man kun en cognac og en god cigar, for helt at fuldende oplevelsen af en koncert med masser af hygge, glæde og jazzmusik af absolut højeste standard, leveret med indlevelse, stor karisma og stor, stor kompetence!

Jazz-ensemblet
Da aftenens koncert gik i gang var det i første omgang uden Lillian Boutté.

Koncerten blev nemlig indledt med et par numre fra jazz-ensemblet, ledet af Thomas l'Etienne (saxofon og klarinet), der sammen med Finn Burich (trombone) er hovedpersonerne i Burich-l'Etienne New Orleans Ensemble.

Udover de to bestod ensemblet af Phil Parnell (piano), Torben Bøtker Bjørnskov (kontrabas), og Norman Emberson (trommer).

Koncerten forløb over to sæt, der begge blev indledt af ensemblet, og varede sammenlagt lidt over to timer.

Lillian Boutté
Efter de indledende numre af ensemblet kom Lillian Boutté på scenen. Hun er gennem de senere år blev så stort et navn, at hun sammenlignes med personer som Dinah Washington, Billie Holiday og Aretha Franklin.

Hun er født i New Orleans, Louisiana, USA og har sunget gospel, jazz, rythm & blues, swing og blues fra barnsben.

I November 1986 opnåede Lillian Boutté den store ære officielt at blive udnævnt til sin hjembys musikalske ambassadør - "New Orleans Music Ambassador" - en titel ingen anden er skænket siden Louis Armstrong.

Lillian Boutté er ikke stor af statur, men det er til gengæld hendes stemme, karisma, og hendes evne til at nå langt ud over scenekanten, så man som publikum føler sig særdeles godt tilpas i hendes selskab.

Indlevelse og spilleglæde
Men det gælder for alle musikerne denne aften, at man kunne mærke, de nød koncerten mindst lige så meget som publikum. - Og den indlevelse og glæde smitter meget hurtigt af på publikum.

Alle musikere havde flere små solostykker under koncerten, hvor man kun kunne imponeres over deres kompetence og sikkerhed. Men det var særligt Thomas l'Etienne der, på enten saxofon eller klarinet, gang på gang henrykkede publikum til stor og velfortjent hyldest.

Hvert nummer blev indledt med en lille historie, fortalt af enten Thomas l'Etienne eller Lillian Boutté, og vel at mærke fortalt med humor og en befriende uhøjtidelighed.

Det var ren verdensklasse med nærvær og et glimt i øjet!