Flere nyheder

 
Musik
Rockgalla i Aalborg

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rockgalla i Aalborg
Søn. 13. jun. 2004

Der blev leveret en stor portion god musik, spilleglæde og oven i købet enkelte solstråler til de der var mødt op til 'Rockgalla' den 5. Juni i Mølleparken i Aalborg.

Til denne dag var der samlet 6 bands, der skulle underholde publikum i løbet af den halve dag mini-festivalen varede. Og der var med Saybia og Kashmir som hovednavne, foruden Carpark North, norske Kaizers Orchestra, NU, samt de lokale Raastof, samlet en masse gode livebands, der kun kunne give store forventninger.

Raastof
Det lokale band Raastof lagde ud, men havde ikke ligefrem det største publikum at spille for. Og det var egentlig lidt synd, for de gjorde det nu ganske udmærket. Og de har, med deres musikstil, der efter min mening kan sammenlignes lidt med musiksiden fra Rage against the machine iblandet lidt tecno, triphop og et til tider arabisk islæt, ramt noget der godt kan gå hen og blive interessant.

NU
Efter Raastofs indledning gik københavnske NU på scenen, og selvom der var kommet lidt flere mennesker til, var det dog ikke nok til at NU gav ekstranumre. Men de leverede varen som de skulle - ikke til overflod, men man var udmærket tilfreds bagefter og havde følt sig godt underholdt i selskab med dette band, der i høj grad også er et af de mere lovende unge danske bands, og jo også har fået deres gennembrud. Selvom både Raastof og NU gjorde en udmærket indsats for at få varmet det stadig lidt tynde og tilsyneladende ret dovne publikum op, var det desværre uden rigtig succes.

Kaizers Orchestra
Derefter gik norske Kaizers Orchestra på scenen. Og SÅ vågnede publikum op. Om der pludselige var væltet publikum ind, eller om de bare var vågnet og havde søgt til scenen, hvor man kunne se dem, er svært at sige, men i hvert fald var der pludselig et helt andet liv og stemning over det.

Kaizers fik fat i publikum lige fra de første toner, og gav en koncertoplevelse der virkelig byggede på spilleglæde og overlegen selvsikkerhed på den rigtig fede måde - super gennemført, og noget der virkelig fik det indtil nu sløve publikum ud af busken. Med deres spøjse, men på underlig vis tiltalende, velspillede og energiske polka-rock, og ikke mindst et sceneshow med substans, -hvilket inkluderede god brug af koben og olietønder samt stor indlevelse og 'underholdnings-ånd' fik de virkelig sat skub i tingene.

Carpark North
Og så var der jo pludselig noget at leve op til for Carpark North, der fulgte lige efter. Måske netop derfor var det desværre ligesom at gassen gik lidt af ballonen da de kom på. Ligesom Raastof og NU gav de en ganske udmærket koncert, som dog bare lige savnede den ekstra snert og indlevelse der skal med til at løfte en livekoncert. De havde dog deres (sædvanlige fristes man til at sige) indslag, hvor de leverer et Eminem-nummer, hvilket var noget publikum kunne lide. -Og det gjorde de nu også ganske udmærket skal dertil siges.

Saybia
Herefter gik Saybia på scenen. Det er ved at være lang tid siden, vi sidst hørte fra dem, for for størstedelen af publikum, der var tilstede denne dag, har deres album "The second you sleep"nok snurret på cd'en lige siden. Så publikum var forventningsfulde, men fik måske ikke helt hvad de kom efter på en dag, hvor en ellers energisk og indlevende Søren Huss med det øvrige band ikke helt fik budskabet ud over scenekanten.

Der var naturligvis de elskede klassikere (som man nok godt kan kalde dem) fra 'The second you sleep', der vækkede publikums store begejstring, men de havde større vanskeligheder ved at få de nye numre ført helt til dørs. Og - selvom dette er et meget spinkelt grundlag at vurdere det på - så var der ikke rigtig nogle af de nye numre der virkede som om de havde den samme sjæl og dybde som de gamle numre. Men det vil jo vise sig når deres længe ventede nye album kommer på banen.

Kashmir
Til at afrunde en efterhånden kold aften, kom Kashmir på scenen og gav en koncert hvor den altid energiske indlevelse fra særligt Kasper Eistrup, men også en gennemgående spilleglæde fra det øvrige band, bar publikum igennem koncerten. En god, velspillet, engageret koncert, hvor Kashmir kom omkring en pæn del af deres efterhånden veludbyggede repertoire og leverede gedigent håndværk med god publikumskontakt.

Så det var en rigtig fin afslutning på en alt i alt god koncert-dag, hvor Kaizers orchestra dog stadig står tydeligst i hukommelsen som dem, der fik taget (eller mangel på samme..) til at lette.