Flere nyheder

 
Litteratur
Håndbog i dykning

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Håndbog i dykning
Ons. 16. jun. 2004

Håndbog i rekreativ og teknisk dykning er en meget gennemarbejdet teoribog om dykning som går i dybden med alt fra partialtryk og udregninger af forskellige blandinger af gas til dykkerflasker til en gennemgang af forskelligt dykkerudstyr. Sidst i bogen fortælles lidt om dykning på vrag, hvor det beskrives, hvordan teorien bruges i praksis.

Der er overraskende meget matematik og fysik involveret, når man skal dykke så sikkert som muligt. Hvis man ikke er specielt interesseret i naturvidenskab, kan bogen godt være svær at forstå. Der er mange regneeksempler gennem hele bogen, så man kan få en fornemmelse, af hvordan man finder frem til de værdier, der skal bruge under dykningen.

Håndbog i rekreativ og teknisk dykning er ikke en lærebog i, hvordan man dykker, det formodes man at vide på forhånd. Bogen handler derimod om al den teori, der ligger bagved dykning, såsom sikkerhed, udstyr, dykkerens fysik, risikomomenter etc. Håndbogen giver en masse gode forklaringer på nødvendigheden af at lave stop undervejs til overfladen, begrunder hvorfor dykkere er nødt til at have god fysik og ikke alt for meget fedt på kroppen, etc. Med Håndbog i rekreativ og teknisk dykning ved hånden har man adgang til en masse basisviden om dykning, og ved hjælp af ordforklaringerne i Appendiks 2 er det også nemt at slå forskellige ords betydninger op.

Bogen er generelt velskrevet og let at læse, selv om den godt kunne have brugt en ekstra korrekturlæsning da enkelte sætninger i bogen er konstruerede forkert. Bogen er spændende at læse ikke mindst kapitlet om vragdykning kan få det til at krible ned af ryggen af lyst efter at prøve det selv. Det er ikke alle steder forfatterne er lige gode til at forklare, hvorfor tingene skal gøres på den beskrevne måde. Mange steder i bogen får man blot beskrevet at man skal gøre tingene på en bestemt måde, uden at der foreligger en begrundelse for, hvorfor det skal være sådan. Om den manglende begrundelse bunder i at man med den rette baggrundsviden, automatisk ville vide hvorfor det skal være sådan, eller om det bare er noget de to forfattere har fundet ud af virker bedst og derfor ikke mener, det behøver en nærmere forklaring er ikke til at vide. De fleste vil nok alligevel gerne have en forklaring på det fornuftige i at gøre tingene på en bestemt måde i stedet for bare at få at vide, at sådan skal det være.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Christian Sloth & Thomas de Richelieu: Håndbog i rekreativ og teknisk dykning
Forlag: Aschehoug
Sider: 399
Udgivelsesdato: 4. juni 2004
ISBN: 87-11-11662-5