Flere nyheder

 
Litteratur
South beach kuren

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
South beach kuren
Tir. 22. jun. 2004

Titlen på bogen: "South beach kuren" og dermed den beskrevne slankekur kan godt give det indtryk at der er tale om endnu en popsmart og uvidenskabelig kur i rækken af de mange forskellige slankekure, som allerede florere på markedet. Efter at have læst bogen kan man dog næsten ikke undgå at være overbevist om at kuren er af god kvalitet men beviselig virkning, idet alle udsagn er videnskabeligt velunderbygget og Dr. Arthur Agatston har endvidere inkluderet et kapitel om hvorfor kuren ikke virker for alle, og hvad det kan være, der går galt. Dette kapitel forøger i høj grad troværdigheden af bogen og dermed South Beach kuren.

Dr. Arthur Agatston opfandt i sin tid kuren til at afhjælpe hjerteproblemer, idet han egentlig er hjertespecialist. Mange af D. Agatstons patienter led af højt kolesteroltal og for dårlig balance mellem godt og dårligt kolesterol, herudover led de af højt blodtryk, meget fedt på maven, hvor det er mest usundt, samt højt triglyceridtal. Mange havde desuden fået konstateret sukkersyge. Den af hjerteforeningen anbefalede kostplan, hvor der spises mange kulhydrater og spares på fedtet, fungerede ikke for disse patienter, hvorfor Dr. Agatston satte sig for at opfinde en kostplan, som kunne forbedre blodkemien for disse mennesker. I denne proces opfandt han samtidig en kur, som også har hjulpet utallige mennesker uden hjerteproblemer til at tabe sig.

I bogen er inkluderet udsagn fra patienter som har været eller er på kuren, hvor de beskriver, hvilke oplevelser de har haft med den, og hvor svær kuren har været at følge. Alle siger, at den første fase på 2 uger, hvor madudvalget er meget restriktivt, var svær at komme igennem, men samtidig følte de ikke så store afsavn og var ikke sultne hele tiden, som de havde oplevet på tidligere kure. Herefter har det simpelthen været et spørgsmål om at vænne sig til at undvære hvidt brød, kartofler, ris og pasta, eller kun få det en gang i mellem og det har været mere eller mindre svært, alt efter hvor vild man var med disse ting.

Kuren er i høj grad tilpasset efter mennesker. Der er taget hensyn til at man kan slappe af en gang i mellem, at man somme tider falder af vognen, men så kan kravle på igen. Bogen omtaler også den positive virkning af motion, samt hvilke problemer folk, som har skiftende arbejdstider eller rejser meget, kan have, og det er meget positivt, at kuren kan tilpasses forskellige mennesker, og det ikke er menneskerne, som skal tilpasse sig kuren, for det er her, vejen til fiasko ligger.

Med til bogen hører også kostplaner, opskrifter og lister over mad, man må og ikke må spise, hvilket gør kuren endnu lettere at følge. Den eneste anke ved denne kur er faktisk, at den er lavet til folk, som har risiko for at få hjertesygdomme, og denne risiko er kommet af, at de har spist forkert. Der er således ingen omtale af, hvorfor de har spist forkert, der tages blot udgangspunkt i, at de måske ikke har vidst bedre. Folk, der er følelsesmæssige spisere, som dermed spiser forkert, når de er kede af det, er glade, keder sig osv. er ikke omtalt i bogen, man formodes altså at kunne træffe et valg om, at ville følge kuren uden at det giver problemer med ens følelsesliv.

Dr. Arthur Agatston: South Beach kuren
Forlag: Aschehough
Sider: 312
Udgivelsesdato: 10.06.2004
ISBN: 87-11-26093-9