Flere nyheder

 
Musik
Langeland fredag formiddag

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Langeland fredag formiddag
Fre. 30. jul. 2004

Fredag formiddag

Sanne er en stjerne og sådan er det bare! Det var Sanne Salomonsen der lukkede og slukkede i går på store scene og det foregik selvfølgelig med et brag af en koncert. Hun gik på klokken 22.30 og inden ret længe stod en hel plæne fyldt med mennesker og sang med på hendes sange. Hun forstår i den grad at involvere publikum og løfte stemningen så taget ville være røget af, hvis der sltså havde været et tag over koncerten.

Tidligere på aftenen var det Shakin' Stevens som indtog store scene. Dette skete klokken 19.30. Shakin' Stevens får et 10 tal for den udmærkede men noget rutineprægede præstation. Shakin' Stevens laver noget rigtigt godt musik, men fungere ikke særligt godt live. Han formåede ikke at engagere og sætte gang i publikum. Han sagde pænt tak for applausen mellem hvert nummer, men det var så stort set det. Når kunstneren ikke er tilstede på scenen, kunne man jo lige så godt bare gå hjem og sætte hans cd på, for numrene er bestemt værd at lytte til.

Mellem Shakin' Stevens og Sanne spillede Peter og de andre kopier Kim Larsen numre for et mere end fyldt Møllers telt. Teltet var fyldt til bristepunktet og der stod næsten lige så mange udenfor og lyttede som indenfor. Peter og de andre kopier lød så identisk med Kim Larsen, at man var begyndt at undre sig over at Kim Larsen skulle spille to dage i træk indtil man fik set nærmere på programmet. Publikum gik fuldstændigt amok i teltet og ville slet ikke give slip på bandet igen. Der blev klappet taktfast for det ene ekstranummer efter det andet.

Som tidligere nævn er festivalens målgruppe hele familien og derfor bliver der også gjort en masse for børnene. Blandt andet har de fået deres helt eget Børneland, spækket med fornøjelser og aktiviteter. Der er også mulighed for at få sit barn passet i op til to timer, mens mor og far feks går til en koncert som børnene ikke er interesseret i at høre. Af aktiviteter i børneland kan nævnes: Vandland, sminkebod, legobod, bolchekogeri, musikworkshop, elbiler, klatrevæg, og meget mere. Der er bestemt ikke plads til at børnene kommer til at kede sig.

Senere i dag kan man på Langelandsfestivalen komme til at høre: Shout, The Sandmen, Tim Christensen, Big fat snake, Simple minds, Hotel Hunger, Danser med Drenge, Lis Sørensen, Tamra Rosanes og mange flere, det største problem er faktisk at vælge hvad man gerne vil høre.