Flere nyheder

 
Film
Eksorcisten: Begyndelsen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Eksorcisten: Begyndelsen
Fre. 29. okt. 2004

Forhistorien til den legendariske gyser "Eksorcisten" fra 1973 er - kort sagt - et rigtig godt gys! Historien omhandler den yngre Father Merrin, som har vendt ryggen til kirken efter de grusomme oplevelser, han havde under 2. verdenskrig, og nu arbejder som arkæolog.

Han kontaktes af en antikvitetssamler, der ønsker at han skal finde et oldtids-relikvie i en kristen byzantisk kirke, som er fundet ved en britisk udgravning i Kenya. Kirken viser sig at være i uforklarligt god stand - som var den blevet begravet samme dag, den blev bygget. Efterhånden kommer kirkens hemmelighed frem, og noget - langt ældre end kirken selv - vækkes til live..

Selve filmen er egentlig flot med nogle gode billeder og for det meste nogle gode effekter. Den har en god spændingsopbygning, og man er hele tiden naglet til stolen, gruende for hvad der vil ske.

Historien er vel egentlig meget klassisk - man graver noget frem der har været begravet (med god grund!) - og får derved vækket noget, der ikke skulle have været vækket. Men selvom plottet ikke er nyskabende er filmen god og fængslende - og ikke mindst herligt uhyggelig med de chok-effekter en god gyser skal have. Og Stellan Skarsgård, som har hovedrollen i filmen, bærer den også fint. Men man bør vel også forvente en sikker præstation fra ham.

Det er en film, der er bedst i biografen (eller med et veludrustet surround-anlæg), for at få mest ud af den effektfulde lydside, som den har. Det eneste der er at udsætte på den, er nogle lidt for "værtshus"-vulgære replikker fra den person, som "det onde selv" har besat. De bevirker, at "det onde selv" mister lidt af den guddommelige, ophøjede status og bliver lidt for jordnær - hvilket tager brodden af uhyggen i filmens klimaks.

Men - det er stadig en rigtig god gyser, som kræver stærke nerver, og som holder et højt spændingsniveau hele vejen igennem.

Se spilletider.