Flere nyheder

 
Teater
Kopier

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kopier
Man. 1. nov. 2004

I samarbejde med Husets teater sætter Århus teater stykket "Kopier" op på Århus teaters Studio scene. Stykket blev kåret som årets bedste i London i 2002, og i Århus spilles rollerne af henholdsvis Jesper Langberg og Anders W. Berthelsen, så forventningerne til skuespilspræstationerne var høje.

De to stjerneskuespillere levede mere end op til forventningerne, begge var gode i rollerne, især imponerede Anders W. Berthelsen ved at kunne spille mange forskellige personligheder på en troværdig og overbevisende måde, men Jesper Langberg spillede også sin rolle med stor indføling og overbevisning.

Dialogen i forestillingen er temmelig afbrækket og forvirrende, det var utroligt, at skuespillerne kunne huske deres meget usammenhængende replikker, og det er et svært stykke at komme ind i, hvilket på en måde er synd. Stykket varer kun ca. 1 time, men man bruger en masse krudt på at forsøge at gennemskue, hvad der er sket tidligere, som har ledt frem til den situation, hovedpersonerne befinder sig i nu, at der egentlig ikke bliver så meget tid til at reflektere over stykkets egentlige spørgsmål, nemlig kloning; hvad kan det føre til, og hvilke etiske og moralske konsekvenser har det.

Det er naturligvis meningen, at publikum efter forestillingen skal reflektere over emnet kloning og dens følger, men stykket kommer ikke rigtigt langt nok ind i problematikken, til at man har så meget at diskutere ud fra. I stedet for at gå ind i den problematik som præsenteres på scenen, bruger man tiden på at sidde og gætte på, hvad der er sket, og hvorfor det er sket, fordi der hele tiden antydes en masse, uden at der siges noget direkte.

I stykket har en dreng mistet sin mor og er derfor blevet umulig og vanskelig. Faderen sender ham væk, men får lavet en klon af ham, idet han er klar over at han selv har bidraget til at gøre problemet større og ikke været en god far. Faderen ønsker sig således en ny chance med klonen og det får han. Da klonen er voksen, finder han ud af, at han er klon og at lægen, der lavede ham, har lavet flere uden at fortælle det til faderen. Det går således en del udgaver af ham rundt. Stykket går på emnet kloning, kan man tillade sig det, og hvorfor skulle man, hvad betyder det for ens identitet, at man opdager, at der er andre, der er genetisk ens med en selv, og hvad betyder det at man ikke selv er originalen for ens selvforståelse. Stykket går også ind i problematikken omkring arv og miljø, og hvor stor en indflydelse ens opvækst har for hvordan ens personlighed bliver. Alt i alt spændende emner, som stykket ikke rigtigt helt når i bund med.

Kopier opføres på Århus teater fra den 30/10 til den 4/12. Se spilletider.