Flere nyheder

 
Film
Bad Santa

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bad Santa
Fre. 19. nov. 2004

"Bad Santa" er en noget atypisk julekomedie for voksne. Vi har her at gøre med en svindler, der er der er meget langt fra at have de menneskelige kvaliteter, som hovedpersoner i julefilm ellers typisk skal have. Og det virker!

Det er Billy Bob Thornton, der gør et absolut forrygende job som den bandende, flirtende, skrupliderlige og fordrukne svindler, der arbejder som sæson-julemand i et storcenter. Dette arbejde er dog kun brugt som en indgangsmulighed med henblik på at tømme storcentrets pengeskab, hvilket ham og hans partner - en dværg der optræder som "Julemandens lille hjælper" - så gør hvert år i et nyt center.

Men, som filmen skrider frem, kan man ikke lade være med at fatte sympati for den alt andet end jule-agtige julemand, der naturligvis også har en følsom side, selvom han helst skjuler den.

Det er en film, der ser det hele fra en meget skæv vinkel, og derfra udvikler sig til en meget varm og kærlig fortælling med en ægthed og dybde, som man ikke kan undgå at indleve sig i. Og det gør den uden på nogen måde at falde i den vammel-sentimentale fælde, hvor mange julefilm har tendens til at havne.

- Og så er det samtidig virkelig morsomt at følge med i de eskapader julemanden får udsat sig selv - og sine omgivelser - for!

Det er en varm, virkeligt morsom og meget "ægte" film, hvor man ikke kan undgå at blive helt varm om julehjertet, når man forlader biografen. Se den! (Men det er nok en god idé at lade de små børn blive hjemme..)

Se spilletider.