Bill Condons film "Kinsey" er baseret på virkelighedens Alfred Kinsey, der i 1940'erne og 50'erne provokerede Amerika med sine rapporter om menneskets seksuelle adfærd. For zoologen Kinsey (Liam Neeson) er der principielt ikke forskel på at studere insekter eller menneskeliv. Han inkarnerer forestillingen om den gennemførte videnskabsmand, der med utrættelig ildhu søger at aflokke naturen dens hemmeligheder. Der ligger ingen bagtanker gemt om berømmelse og bonede gulve, Kinsey er helt og holdent drevet af naturvidenskabelig nysgerrighed. Men blander man sex og alternative forskningsmetoder bliver man berømt. Ikke mindst i det puritanske Amerika i midten af det 20. århundrede.
Filmen starter i sort/hvid. Vi befinder os i et sterilt lokale. En mand stiller en anden mand en række spørgsmål om hans liv. De øver et interview, og alting virker meget kontrolleret. Så fører billederne, der nu er i farver, os tilbage i tiden og ind under huden på den mand, der bliver udspurgt. Der er scener fra barndommen. De afgørende scener, bl.a. teenagerens opgør med faderen. Efterhånden bliver tilbageblikkene længere, drengen bliver voksen. De solflimrende billeder emmer af enkel lykke, da han som ung professor møder sin udkårne, Clara McMilles (Laura Linney). Clara bliver hans syndefald. Zoologen skifter interessen for mikroskopisk dyreliv ud med en interesse for sine egne artsfællers sexliv. Men det er som om, han i sin videnskabelige iver alligevel bevarer sin uskyld.
Skiftene mellem det fiktive interview og den kronologiske fremstilling af Kinseys liv har en god effekt. De stilrene sort/hvid-billeder af Kinsey på højden af sin karriere lagt sammen med interviewerens nærgående spørgsmål udtrykker et videnskabeligt drive efter objektiv sandhed. Over for de beherskede interview-scener står så de brogede billeder af Kinseys liv med kone og børn og et ikke altid uproblematisk forhold til medarbejderstaben.
Årsagen til Alfred Kinseys berømmelse var de to rapporter om henholdsvis manden og kvindens seksualliv. Og filmen Kinsey kredser forståeligt om tilblivelsen og modtagelsen af disse to værker. Åbningsscenens prøve på et interview er i sig selv en illustration af Kinseys forskningsmetode, der grundede på tusindvis af interviews med almindelige amerikanere.
Filmen tilskriver rapporterne stor forløsende betydning i forhold til den fromme seksualmoral, der herskede i Amerika i årene efter 2. Verdenskrig. Der er således en dramatisk stemningsforskel på de første samtalescener, hvor homoseksuelle mænd og unge kærestepar frygtsomt fortæller om deres sexliv, til den iver efter at bekende sine hemmeligheder, der efterhånden spreder sig over landet. Det er en ren steppebrand, i hurtig klipning ser vi brudstykker af de talrige interviews, og til sidst toner et grafisk billede frem af Amerika fyldt med ansigter, der snakker i munden på hinanden.
Instruktør og manuskriptforfatter, Bill Condon, stiller sig på sin hovedpersons side. Og han undgår ikke at romantisere en anelse. Kinsey er en uskyldig ildsjæl, der ikke tvivler på, at det, han gør, er godt. Men det borgerlige, kommunist- og sexforskrækkede Amerika kan ikke tolerere ham i længden. Heldigvis er der andre, der forstår at værdsætte ham. Filmen ender med at understrege, at Alfred Kinsey gør det rigtige i sit arbejde og føler det rigtige i sit privatliv. Kun i forhold til sin egen søn er han et utilstrækkeligt menneske - som hans far var det for ham. Trods det romantiserende præg er det en medrivende film, der formår at give både et troværdigt tidsbillede og en vedkommende historie om mennesket og videnskabsmanden, Alfred Kinsey.
Se spilletider.
Foto: Nordisk Film
