"Frydenholm" er en roman om besættelsestiden. Den indeholder en mængde dokumentarisk stof, men der er tale om en fortælling meget langt fra historielæsningen på de danske folkeskoler og gymnasier. Bogen, der udkom i 1962, fremstår endnu i dag som et opgør med den nationale myte "om fælles heroisk frihedskamp og patriotisk samvirke mellem folk og regering", som Hans Scherfig skriver i romanens efterskrift.
At det netop er Frydenholm, Gyldendal genudgiver i anledning af 100-året for forfatterens fødsel, må siges at være god timing i denne tid, hvor den danske regerings samarbejde med Hitler diskuteres så flittigt af både politikere og historikere.
Som antydet er der ikke meget nationalt opbyggeligt over Frydenholm. Enhver forestilling om en ærefuld dansk indsats under 2. Verdenskrig bliver gennemhullet, undermineret, skudt i sænk. Regeringen og størstedelen af den danske befolkning samarbejdede eller så passivt til, da en fremmed magt besatte landet. De færreste gjorde sig begreb om alvoren, i København kunne tyskerne lige så stille lægge til ved Langelinie og indtage hovedstaden, "Folk i byen vågnede om morgenen og gik til deres arbejde. De kom ud på gaden og mærkede, at der var noget galt, linie 6 kom kørende i Farimagsgade, hvor den ikke havde noget at gøre, hvad var det?".
Scherfig ironiserer bogen igennem over den danske føjelighed, tilpasningsevnen og den politiske retorik, der forsøgte at klæde samarbejdspolitikken i ærefuld fædrelandskærlighed. Og ikke mindst spidder forfatteren opportunisterne, der på mange andres bekostning udnyttede krigen økonomisk og i mange tilfælde siden hen skiftede kurs, da nazisternes krigslykke begyndte at vende. Der bliver ikke sparet på satiren. Man kan næsten mærke, hvor meget Hans Scherfig har nydt at pille fernisen af "krigsmyten". Men man fornemmer også hans indignation. Som aktiv kommunist oplevede Scherfig at blive svigtet af sine landsmænd. Han sad selv en kort overgang interneret i Vestre fængsel, men mange af hans venner og partifæller blev af det danske politi og med hjemmel i en til lejligheden opfundet dansk lov indespærret i Horserødlejren i Nordsjælland og siden udleveret til kz-lejre i Tyskland:
"Der udkom trehundrede demokratiske dagblade i landet. Ingen af dem havde et ord tilovers for deres indespærrede landsmænd. Tretusind præster prædikede i landets kirker, og ingen af dem talte om fangerne i Horserød. Fagforeningerne rørte ikke på sig. Studenterne protesterede ikke. Digterne, kunstnerne, videnskabsmændene, humanisterne, de berømte og betydningsfulde, var tavse".
Som nævnt er der meget dokumentarisk i romanen: konkrete begivenheder nævnes, navne nævnes og regeringsudtalelser citeres direkte. Men Frydenholm er ikke desto mindre en fiktiv beretning, og det er nok vigtigt at huske. Det betyder, at bogen kan være tilfredsstillende at læse alene af den grund, at den er morsom, uhyggelig og ustyrlig velskrevet. Man kan, efter min mening, få meget ud af bogen uden at være enig i Scherfigs temmelig partiske fremstilling af klasseundertrykte kommunister, ryggesløse socialdemokrater og hensynsløse kapitalister.
Man kan sagtens lade sig rive med af handlingen, der er henlagt til den sydsjællandske landsby, Frydenholm, hvis beboere dækker størstedelen af det politiske og kulturelle spektrum i datidens Danmark. Man kan nyde Hans Scherfigs uhyggeligt satiriske skildring af figurer som nazisterne Niels Madsen og bukse-Marius, greven Preben, den selvretfærdige socialdemokrat Rasmus Larsen og den radikalt sindede doktor Damsø. I landsbyen mærker man krigen, og dog fortsætter livet. Scherfig beskriver denne stemning med en fyndighed, man genfinder mange steder i bogen: "Der var ingen forandringer. Men alting var blevet anderledes". Frydenholm nedbryder én myte med fuld kraft og bygger måske samtidig en anden op. Som historisk vidnesbyrd er den tankevækkende, selv om der er tale om en kunstens virkelighed. Som roman er den både tankevækkende og underholdende.
Hans Scherfig: Frydenholm
Forlag: Gyldendal
Sider: 522
Udgivelsesdato: 08.04.2005
ISBN: 87-02-03835-8
