Flere nyheder

 
Litteratur
Kogebog fra Les Halles

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kogebog fra Les Halles
Tor. 23. jun. 2005

Anthony Bourdains "Kogebog fra Les Halles" er kogebogen for alle eventyrlystne madelskere, som har mod på at prøve kræfter med anderledes opskrifter og kødstykker. Bogen er skrevet i et herligt farverigt sprog, som gør den underholdende bare at sidde og læse i sofaen. Samtidig indeholder den et væld af opskrifter, som stammer fra det kendte brasserie i New York, Les Halles. I øvrigt skal læserne lige advares om, at selv om kogebogen ikke i sig selv er specielt dyr, så kan købet hurtigt blive en bekostelig affære, fordi man efter endt læsning er parat til at hoppe på det første det bedste fly til New York, for at besøge Bistroen og smage al den skønne mad, der er billeder af i bogen.

Anthony Bourdain udøver det princip, at god mad ikke behøver være dyrt. Som han skriver skal man købe de billigste højkvalitets råvarer og få det bedste ud af dem. Det lyder måske umiddelbart som et paradoks, men det, der menes, er, at det er vigtigt, at råvarerne er af god kvalitet, men den virkelige kunst til god madlavning, som franskmændene har perfekteret er, feks. at vælge de mindre gode kødstykker, det vil sige noget andet end mørbrad og entre côtes, som næsten ikke kan gå galt, når man laver det, og så forsøge at få noget godt ud af de mere billige stykker, og det er her magien opstår. Kogebogen er således ikke fyldt med dyre opskrifter, men man skal være villig til at forsøge sig med mad, som kan gå galt.

Det eneste mindre heldige, man kan kritisere ved Kogebog fra Les Halles er, at den ikke er særlig praktisk at have med i et køkken. Smudsomslaget suger på det nærmeste fedt og skidt til sig og selve omslaget på bogen er heller ikke forseglet med en smudsafvisende overflade, hvilket også gælder siderne indeni. Bogen har desuden en tendens til at klappe sammen under brug, så man skal til at lede efter opskriften igen. Til gengæld er opskrifterne stillet så logisk op, at selv en begynder udi madlavningskunsten vil kunne bruge bogen. Ud over listen af ingredienser er der også en liste over det udstyr, der skal bruges, og starter man med at finde det hele frem med det samme, er det forholdsvis let at følge den beskrevne fremgangsmåde. Ved visse af opskrifterne foreslår Anthony Bourdains, at man laver maden over flere dage og her er så beskrevet, hvad man skal foretage sig de enkelte dage for at klare madlavningen så nemt som muligt.

Anthony Bourdains: Kogebog fra Les Halles
Forlag: Gyldendal
Sider: 302
Udgivelsesdato: 10.06.2005
ISBN: 87-02-03552-9