Flere nyheder

 
Litteratur
Tavse vidner

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tavse vidner
Søn. 3. jul. 2005

"Tavse vidner" er en både underholdende, morsom og spændende bog, som tager udgangspunkt i en faktisk hændelse, nemlig nedstyrtningen af passagerflyet TWA 800 den 17. juli 1996. Forfatteren holder sig tæt til den faktiske efterforskning af flystyrtet og præsenterer loyalt og omhyggeligt de resultater og årsager, efterforskningen har fundet frem til, forårsagede dette styrt. Samtidig præsenteres også flere af de konspirationsteorier, som har floreret og stadig gør det, - en af disse teorier er, at flyet blev skudt ned af et missil, hvilket er beskrevet af flere øjenvidner. Det ville have været perfekt hvis missilet var blevet filmet og bogens "hvad hvis.." scenarie er netop muligheden af at nogen filmede flystyrtet og har ulykken på videobånd.

I bogens handling mødes to mennesker, som er gift - men ikke med hinanden - på en øde strand for at filme sig selv, mens de har sex. På denne måde kommer de samtidig til at filme et flystyrt, som senere forklares som en ulykke på trods af flere øjenvidner, som forklarer at de har set et missil blive affyret mod flyet. Der er flere, der ikke er tilfredse med den officielle forklaring, og fem år efter ulykken tager ægteparret John Corey og Kate Mayfield sagen op igen, hvilket de hurtigt finder ud af ikke passer FBI og CIA, og der bliver lagt mange forhindringer i vejen for dem, hvilket dog kun giver især John Corey mere blod på tanden.

Tavse vidner er spændende og man gætter på motiver og årsagssammenhænge hele vejen gennem bogen. Der er en masse morsomme replikker, og samtidig er der også noget for de historisk og teknisk interesserede, idet bogen tager udgangspunkt i de faktisk og autentiske forklaringer og rapporter, som er produceret i forbindelse med flystyrtet. Der er således noget for en hver smag, hvilket gør bogen perfekt til ferien, hvor den kan gå på omgang mellem rejsefællerne.

Nelson DeMille: Tavse vidner
Forlag: Aschehoug
Sider: 458
Udgivelsesdato: 03.06.2005
ISBN: 87-15-11232-2