Flere nyheder

 
Litteratur
Den ideale stræben

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Den ideale stræben
Lør. 9. jul. 2005

Fem essays af den politiske filosof Isaiah Berlin (1909 - 97) kommer nu for første gang på dansk. Han er Gyldendals seneste "moderne tænker". Liberalist og derfor varm fortaler for det enkelte menneskes frihed til at vælge, hvad det vil gøre og være. Frihed er dog ifølge Berlin ikke det eneste mål, som er værd at stræbe efter. Der findes andre værdier. Værdier, som kan vise sig uforenelige med den altid lovpriste frihed. På den måde står Berlins essays som en overbevisende advarsel mod "den ideale stræben" - troen på at det er muligt at skabe et fuldkomment samfund ved at forfølge bare ét ideal, én værdi eller én løsning.

Berlin interesserer sig for de store ideologier, der har domineret det vestlige samfund siden oplysningstiden. Han vil gerne undersøge, hvad disse ideologier har gjort og stadig gør ved det enkelte menneske. Formålet er at få os til at tænke over, at vores velfærd afhænger af, hvordan vi, eller de, der regerer os, grundlæggende opfatter mennesket, samfundet og historien. Hvis vores ledere f.eks. er overbeviste om at kende sandheden, altså hvis de tror, at de ved, hvordan man opbygger det fuldkomne samfund, så risikerer vi let, hvis vi stiller os i vejen for dem, at blive ofret på sandhedens alter. Derfor, siger Berlin, må vi huske, at sandheden aldrig kun er én. Et samfund bør have plads til en pluralisme af forskellige værdier, for kun sådan kan det afspejle det grundvilkår, at mennesker er forskellige og derfor har forskellige ønsker og håb. Forfatteren indrømmer, at hans budskab om, at der findes mange sandheder, måske lyder lidt kedeligt - ikke noget der just opfordrer til heroiske handlinger. Men hvem har sagt "at sandheden, når den bliver opdaget, nødvendigvis vil vise sig at være interessant" ?

Isaiah Berlin kan betegnes som empiriker. Han forlader sig gerne på erfaringer, vi alle kan genkende, og af den grund bliver hans essays meget umiddelbare at gå til. F.eks. er det med hjemmel i det sprog, vi taler til daglig og den måde, vi almindeligvis omgås hinanden på, at Berlin i essayet Historisk nødvendighed tilbageviser det deterministiske historiesyn. Hvis alt i historien, alt i samfundet og alting, det enkelte menneske foretager sig, er bestemt på forhånd, så eksisterer friheden til at vælge ikke. Og den tanke strider, ifølge Berlin, simpelt hen for meget imod det, vi i dagligdagen går og siger til hinanden. Noget så hverdagsagtigt som det at blive vred på en person, fordi man synes han har handlet forkert, ville jo blive absurd, hvis personens handling allerede var dikteret af noget andet end ham selv.

Berlins fem essays stiller spørgsmål om svært overskuelige emner. F.eks. spørgsmålet om, hvordan man skal indrette et samfund, der kan tage vare på menneskers næsten altid uforenelige behov. Men med sin måde at besvare disse spørgsmål på, gør filosoffen det på én gang nærværende og anskueligt. Han er utrolig velargumenteret, når han forsvarer mennesket over for systemet, pluralismen over for énhedstanken, kompromiset over for diktaturet. Og så er han endelig utrolig vel-oversat og vel-introduceret af bogens redaktør, Anders Smith.

Isaiah Berlin: Den ideale stræben og andre essays
Forlag: Gyldendal
Sider: 343
Udgivelsesdato: 07.06.2005
ISBN: 87-02-01645-1