Flere nyheder

 
Litteratur
Træer & buske i Danmark

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Træer & buske i Danmark
Man. 12. sep. 2005
"Træer og buske i Danmark" er en virkelig flot opslagsbog med nogen rigtige gode illustrationer, der gør det let at sætte navn på vore træer og buske i landskabet, og fornemme den natur- og kulturhistoriske rigdom, de repræsenterer.

Bogen har nogen indledende, generelle afsnit om træernes indvandring i Danmark, de naturtyper, træer og buske forekommer i, krydret med lidt skovhistorie, samt en overordnet gennemgang af træer og buskes opbygning. Sproget er forsøgt holdt i en lettilgængelig form. Det er imidlertid ikke lykkes særlig godt - der er stadig alt for mange fagtermer. Så med det fortsæt er bogen havnet lidt mellem to stole.

Indgangen til bogen er en nøgle af træer og buskes blade og nåle, der er at finde på indersiden af omslagets for- og bagside. Det virker egentligt nogenlunde, især hvis man har en ide om, hvad man står med i hånden, men sådan er det jo næste altid med botaniske nøgler.

Efter nogle korte, generelle afsnit følger beskrivelserne af arterne - og næsten 200 arter er beskrevet - med over 500 lækre farveillustrationer lavet af Thomas Hjejle Bredsdorff og Sussane Weitemeyer. For de vigtigste slægter er givet særlige beskrivelser om botanik og kulturhistorie, og for pil, poppel og røn også nogen meget gode sider med bladsilhuetter af de forskellige arter. For hver art følger herefter viden om kendetegn, forvekslingsmuligheder, udbredelse og økologi samt betydning. Særligt afsnittet om forvekslingsmuligheder er rigtige gode for de botanisk interesserede. Til sidst i bogen er en kort ordliste over de vigtigste fagtermer - og her er der nogen rigtige gode illustrationer til - det er bare synd at det ikke er helt gennemført med en illustration til forklaring af alle af de listede begreber.

Til forskel fra de lidt ældre danske håndbøger i træer & buske, så har denne bog illustrationerne sammen med teksten og ikke i et afsnit for sig, hvilket virker godt. Illustrationerne er uden tvivl det bedste ved hele bogen, og det har også taget over 4 år at få samlet alle de nødvendige illustrationer.

Bogen er en 2. udgave, men jeg kan ikke umiddelbart se hvilke ændringer der er foretaget udover forside og tilføjelsen "i Danmark" til titlen, men det er stadig en fantastisk opslagsbog, som enhver naturentusiast burde eje, og som er en rigtig god erstatning for nogle af de gamle håndbøger på reolhylden.

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Henrik Jørgensen og Flemming Rune: Træer og buske i Danmark
Ill.: Thomas Hjejle Bredsdorff og Susanne Weitemeyer
Forlag: Gyldendal
Sider: 324
Udgivelsesdato: 01.09.2005
ISBN: 87-02-03501-4