Flere nyheder

 
Litteratur
Lille Tiger

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Lille Tiger
Fre. 16. sep. 2005
To nye søde små billedbøger for de mindste børn om Lille Tiger og hans ven kænguruen Hopsa.

I "Av, siger Lille Tiger" har Lille Tiger fået lov til at låne sin bedste ven kænguruen Hopsas nye cykel. Lille Tiger, der aldrig har cyklet før, kører ned af vejen og over en sten og vælter. Han slår knæet, men heldigvis har Hopsa en hel taske fyldt med lægesager derhjemme. Hopsa lytter til Lille Tigers hjerte, kikker ham i halsen og ørerne, og giver ham medicin og bandage på. Men Lille Tiger vil bare have et plaster. Da han til slut får plaster på (og støttehjul på cyklen) får Lille Tiger lyst til at cykle igen. "Og det gør han så. Helt selv!".

I "Lille Tigers hemmelige ven" bliver Lille Tiger og Hopsa uvenner om hvis båd der er flottest. Hopsa går sin vej, og Lille Tiger bliver alene. Det er kedeligt at lege alene, så Lille Tiger henter sin batteridrevne båd og skriver en seddel han sender med båden ned ad bækken, hvor der står: "Vil du være min nye ven?". Båden kommer tilbage med et nyt brev, med forslag om at mødes under det store grantræ. Men under grantræet sidder ingen ny hemmelig ven, der sidder kun Hopsa, der også venter på sin nye ven. De sætter sig ned og venter, og taler sammen under det store træ, og glemmer næsten at de venter på deres nye venner. Til sidst, da der ingen dukker op, bestemmer de sig for at lade dem sejle deres egen sø og gå ned og bade. Og Lille Tiger tænker: "Jeg behøver ikke nogen ny hemmelig ven længere.. jeg har jo Hopsa.".

Historierne om Lille Tiger er vældigt enkle og ligetil, og om emner der optager børn, men de minder alligevel om noget man har læst før - en slags krydsning mellem Peter Plys og Janosch. Det eneste rigtigt sjove element er hvor Hopsa giver Lille Tiger to sokker på ørerne som øreforlængere.

Illustrationerne er også søde og med nogen fine detaljer. Alt i alt en letlæst lille billedbog for de 2-4 årige.

Lars Rudebjerg: Av, siger Lille Tiger
Køb eller bestil bogen på e-boghandel.
Forlag: Gyldendal
Sider: 25
Udgivelsesdato: 02.09.2005
ISBN: 87-02-04273-8

Lars Rudebjerg: Lille Tigers hemmelige ven
Køb eller bestil bogen på e-boghandel.
Forlag: Gyldendal
Sider: 25
Udgivelsesdato: 02.09.2005
ISBN: 87-02-04270-3