Romanen er en tour de force, hvor Rifbjerg har sat sig for at skildre perioden fra 1912 - 1938, en af de mest dramatiske og omskiftelige perioder i europæisk historie, og som spænder over Esberns liv, kalkeret efter digteren Gustav Munch-Petersens, der ligesom Esbern ender sine dage i de spanske skyttegrave. Den fiktive hovedperson Esbern har også andre lighedspunkter med den virkelige person, Gustav Munch-Petersen, en tryg opvækst i et borgerligt akademikerhjem, som de begge senere i livet gør oprør mod.
Man kan sige at Rifbjerg, der også låner Esbern træk fra sig selv og sit liv, har sat sig for at udforske, hvad der får en ung digter til at handle så radikalt, at gå i krig og således udskifte pennen med geværet. Derudover har Rifbjerg skabt et kalejdoskopisk persongalleri, hvori Esbern er en hovedperson i den forstand, at alle personerne har berøring med ham. Der er for det første Esberns forældre, professor Theodor Dahlman-Winther og fru Henriette, samt deres udvidede familie ligesom alskens kunstnere og bohemer, der har deres gang i dette konservative men også frisindede hjem i Stockholmsgade. Denne kreds af personer kunne man kalde et slags over-Danmark, eller 'upstairs' , for man møder også repræsentanter for den modsatte side af det sociale spektrum, et under-Danmark eller 'downstairs' og her er Asta, tyende hos Dahlman-Winthers, en vigtig nøgleperson.
Asta har et stort hjerte og bliver en slags modererstatning for Esbern, hvis mor Henriette er optaget af litterære sysler. Endvidere har Asta mange venner af hendes egen slags - og på den måde kommer vi tæt ind på livet af et bredt udsnit af den københavnske arbejderklasse, som man ind imellem kan have sit hyr med at holde rede på, for hvem er det nu lige, at Hanne er gift med, er det Aksel eller Andreas, o.s.v. men ikke desto mindre er Rifbjerg virkelig inde under huden på disse personer og giver et livagtigt og ofte rørende portræt af disse jævne mennesker med deres beskedne krav til tilværelsen. Her er lidt af hvad Einar har at sige om sig selv: "Einar vidste selvfølgelig udmærket, hvem han var. Han var Einar. Han følte sig som Einar, og var ikke nervøs, når han tog fat på et arbejde hos en ny mester. Der var naturligvis noget selvmodsigende i at være svend som 52-årig.." Einar er gift med Lisa, der står op midt om natten for at bringe aviser ud i al slags vejr og er tilfreds med sit lod.
Identitetsproblemer og anfægtelser af alle slags finder man derimod i høj grad i kredsen omkring Dahlman-Winters, selvfølgelig hos Esbern samt hos Esberns fætter, Harald Hynkel (ifølge en anmelder skulle Hakon Stangerup være model til figuren), som er universitetslektor, litteraturanmelder og hyperæstet. Han elsker litteraturen men den må ikke være for nærgående virkelig, hvad der illustreres i en skøn episode, hvor Harald Hynkel møder digteren Nis Petersen 'in the flesh'. Virkeligheden er lidt for brutal for Harald Hynkel, han ved ikke rigtig, hvilket ben han skal stå på, for Nis Petersen lugter af sprut og har den frækhed at spørge, om han kan undvære fem kroner. Og hvad litteraten særligt væmmes ved er, at digteren opfører sig som en gemen tigger: "Han rakte hånden frem med den flade side opad. Den var grimet af snavs på indersiden, atmosfæren tyngedes af den udåndede snaps." Dette møde afføder mange refleksioner men ender med at Harald Hynkel bliver enig med sig selv om at ville det sunde og ville bekæmpe dekadencen. Han er således den person, der mest tydeligt sympatiserer med den gryende fascisme. (var Hynkel ikke Hitlers navn i Chaplins Diktatoren?)
Der er 10 kapitler og hvert kapitel omhandler ét år indenfor perioden 1912-38, men romanen er ikke bygget op kronologisk, f. eks. starter den i 1938, hvor Esbern oplever et luftangreb i Spanien, og først 4. kapitel omhandler 1912, det år hvor han bliver født og Herman Bang dør i en sovekupé i USA på vej til San Francisco på sin oplæsningstourné. Hvert kapitel inddeles i underkapitler via avisudklip fra perioden, som kan omhandle dette års bogudgivelser, en filmpremiere, eller en notits der starter med 'Men togene kører præcist og tiggerflokkene er forsvundet..' og så ved vi, at vi er fremme ved 1933. Og det geniale i strukturen er, at for hver avisnotits, der klippes ind, skifter scenen til en ny episode, der berettes om, eller en ny person, der tænker højt og gebærder sig, et greb der gør romanen extremt afvekslende og læsevenlig. Endvidere skulle man tro, at Rifbjerg vil teste læserens historiske viden, avisudklippene er nemlig aldrig forsynet med årstal, men der er lagt forskellige ledetråde ud, f. eks. læser man, at 'den gamle kriger døde sidste år' og da Brandes døde i 1927, så må vi være fremme ved år 1928.
Spørgsmålet om hvad der får Esbern til at forlade kone og børn for at tage til Spanien prøves besvaret til sidst, moderen spekulerer på, om han måske kedede sig og var draget af krigseventyret. I hvert fald dør han ikke som en mand, men som et forvokset barn der ikke råber på sin mor, men på sin 'Asta'.
Køb eller bestil bogen på e-boghandel.
Klaus Rifbjerg: Esbern
Forlag: Gyldendal
Sider: 364
Udgivelsesdato: 24.8.2005
ISBN 87-02-03760-2
