Flere nyheder

 
Litteratur
Niels Holgersen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Niels Holgersen
Lør. 1. okt. 2005

Det drejer sig om en ny udgave af den klassiske børnebog: "Niels Holgersens underbare resa genom Sverige", der udkom i 1906, og som oprindelig var et bestillingsarbejde, som skulle lære skolebørn noget om Sveriges geografi og historie. Men Selma Lagerlöfs digteriske genialitet fornægtede sig ikke, og det er den blanding af det oplysende og det eventyrlige, der har gjort denne børnebog berømt og elsket over hele verden.

Det eventyrlige og fantastiske bryder ind i en ganske almindelig bondegård i Skåne i skikkelse af en nisse. Niels er en almindelig dreng der elsker at lave gale streger, og som bliver forbavset men ikke spor bange for nissen, for "man kunne jo umuligt blive bange for en, der var så lille". Han kan selvfølgelig ikke dy sig for at spille nissen et puds, hvad han bittert fortryder, for nissen forhekser ham til én der er lige så lille som ham selv. Og så kan den spændende eventyrlige rejse på den tamme, hvide gases ryg sammen med vildgæssene tage sin begyndelse.

Den oprindelige, uforkortede udgave er fuld af beskrivelser af, hvordan menneskene udnytter jordens ressourcer, f.eks. flyver Niels henover Dalarne og kobberbyen Falun, hvor der brydes malm. Og Niels får af ravnen Bataki fortalt historien om den gamle jette, der ejede disse kobberbjerge og pålagde sine døtre at dræbe alle der opdagede malmen, hvad de gjorde ved at rulle store klippestykker ned ad en skrænt og dræbe dyr og mennesker, der kom for tæt på. Således bliver de faktiske steder og naturtro hændelser krydret med med det fantastiske og sagnagtige.

Undervejs på den lange rejse til Lapland og tilbage til Skåne med vildgæssene, der også på et tidspunkt får følgeskab af en kongeørn, sker der mange dramatiske hændelser, der involverer alverdens dyr, lige fra rotter til ræve, ulve og sågar bjørne, og her er Niels tit og ofte i en slem knibe, som han altid redder sig ud af ved opfindsomhed og snarrådighed.

Det eventyrlige består selvfølgelig også i, at Niels forstår dyrenes sprog, og de hans, da han jo ikke er menneske mere, - og lige i begyndelsen er det knap så morsomt for tommeltot, som han hurtigt bliver kaldt, da husdyrene hjemme på gården lader ham mærke, at han nu er den lille, og giver igen for alle de gange, han har trukket katten i halen og deslige. Men for Niels bliver hele færden med vildgæssene en opdragelse til at lære at behandle dyrene ordentligt, som førergåsen Akka til afsked siger til ham: "Har du lært noget godt hos os, Tommeltot, så synes du måske ikke længer, at menneskene alene skal eje jorden."

Niels er selvfølgelig glad for til sidst at blive løst fra trolddommen og at blive menneske igen, men det har den sørgelige pris, at han mister alle sine gode kammerater. Så det er med vemod han kigger efter vildgæssene, "og (han) følte sådan en længsel efter de bortflyvende, at han ikke var langt fra at ønske, at han igen var Tommeltot og kunne flyve over land og hav med en flok vildgæs."

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Selma Lagerlöf: Niels Holgersens vidunderlige rejse
Forlag: Gyldendal
Sider: 184
Udgivelsesdato: 23.9.2005
ISBN 87-00-26426-1