Tyskeren Christoph Hein indleder sin roman "Erobring" med en slags prolog. Og så længe dét varer, er man lidt mystificeret. Man kan ikke rigtig gætte, hvad det er for en bog, man er gået i gang med at læse. Handler den om de fire fedladne mænd, der står på et podium foran en lille bys rådhus og vinker til en menneskemængde? Eller skal det dreje sig om karnevalsprinsen og - prinsessen, der træder frem for at modtage folkets hyldest? Man savner holdepunkter, men bare rolig, det kommer. Heins fortælling er ganske ligefrem. En historie om mennesker i det gamle DDR.
Det viser sig ret snart, at bogen skal handle om én af de fire, der vinkede og var med til at fejre karneval. Han hedder Bernhard Haber. Resten af kapitlerne i romanen bærer navne på personer, hvis livsbaner på den ene eller den anden måde har bragt dem sammen med Bernhard. En sidekammerat fra skolen, en kæreste, en kollega, en hustru. Jeg tror egentlig ikke, at man skal afsløre så meget af, hvad disse forskellige personer har at sige om Bernhard, for det hører med til fortællingens tilbageholdte spænding, at man lærer ham langsomt at kende. Får menneskeliggjort ham, kunne man sige. Det kan derimod røbes, at historien, eller historierne, om Bernhard for det meste foregår i den østtyske by Guldenberg i tiden efter Anden Verdenskrig og frem til i dag. Og at det er en pointe, at Bernhard hele tiden bliver fortalt udefra, som en fremmed. Han er nemlig "en af de fordrevne", en af dem hvis familie har måttet forlade hus og hjem i den del af Tyskland, der efter krigen pludselig lå i Polen.
Man kan godt kalde Erobring for en historisk roman, fordi handlingen foregår i en markant og afgrænset periode i den øst-tyske historie. De vigtigste begivenheder fungerer som et koldt baggrundstæppe til fortællingen: de selvstændiges tvangsindlemmelse i kooperativer, den tiltagende såkaldte republikflugt fra øst til vest og opførelsen af muren i Berlin. Men Christoph Heins roman handler først og fremmest om en lille by og om en lille håndfuld skæbner i denne by. Tonen er meget hverdagsagtig. Det er almindelige mennesker, der forholder sig til deres egne, nære behov og altså ikke hvert andet øjeblik kaster sig ud i store politiske eller ideologiske analyser af deres samtid. Hverdagspræget betyder slet ikke, at romanen er kedelig. Hein demonstrerer blot, at hvis der er et ægte drama til stede i historien, er det ikke nødvendigt at blæse det op, det kan faktisk virke mere interessant, hvis man lukker en smule ned for spjældet. Og dramaet i Erobring er frem for alt knyttet til Bernhard. Det er noget med det at være fremmed i et samfund, og hvor svært det er at erobre et fremmed sted, blive accepteret og gøre det til sit eget. Også selv om man ikke kommer så langt væk fra.
Erobring er godt fortalt. Den gør ikke så mange anstalter, men kører derudad. Lidt for meget i samme tempo ville nogen sige. Lidt for henkastet måde at berette om det skæbnesvangre og tragiske på. Tja. Jeg er ikke totalt uenig, men det hører samtidig med til dens force, at den ikke prøver at overbevise om, at det her er altså spændende. Og jeg blev aldrig træt af at vide, hvem Bernhard var eller af at mærke den lidt uhyggelige og dog, selvfølgelig også, "normale" stemning i det tidligere DDR.
Køb eller bestil bogen på e-boghandel.
Christoph Hein: Erobring
Forlag: Gyldendal
Sider: 338
Udgivelsesdato: 16.08.2005
ISBN: 87-02-03062-4
