Flere nyheder

 
Litteratur
En kvinde med hat

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En kvinde med hat
Fre. 21. okt. 2005

Via en skildring af hovedpersonen Ida Francescas liv og af hendes vidtforgrenede familie og vennekreds tegner Inge Eriksen et billede af Europas historie fra 30'erne op gennem 50'erne til vor tid.

Romanen er bygget op af nedslag i forskellige tidsperioder inden for Idas livsforløb, der falder sammen med Inge Eriksens eget, for så vidt angår fødselstidspunkt, 1935, samt opvækst i Aalborg. Men disse nedslag er ikke kronologiske, men springer frem og tilbage i tid. For eksempel starter vi i 1956, da Ida er 21 år, og sidder ved faderens sygeseng. Dér fortæller han for første gang om de grufulde oplevelser i tysk koncentrationslejr. I næste kapitel dykker vi ned i årene 1950-53 og følger Idas opvækst med den dramatiske overgang fra folkeskole til gymnasiet, Aalborg Katedralskole, som betyder et farvel til vennerne fra barndommens gade. Ida er en mønsterbryder, intelligent og dygtig i skolen, og skønt hun er noget af en skønhed, har hun ikke ligefrem kvindelige interesser, nej, hun elsker at reparere cykler og bliver dybt ulykkelig, da hun erfarer, at det kun er mænd, der bliver cykelsmede. Beskrivelsen af opvækst og skolegang i 50'ernes Aalborg giver et levende og sanset billede af byen og tiden.

Idas fars familie stammer fra Spanien, så efter studentereksamen tager Ida til Málaga på et længere ophold. Og Ida, der er enebarn, bliver overvældet af de mange mennesker i huset, hun er dumpet ned i en regulær storfamilie, og føler sig efterhånden som blommen i et æg. Det er nogle meget venlige og hjertevarme mennesker, der trods fattigdom og trange kår prøver at leve et nogenlunde liv i en politistat, der stadig er mærket af borgerkrigen. Atter en sansemættet skildring af det fremmedartede miljø og de mange sære eksistenser hun møder.

Ind imellem Spanien-opholdet befinder vi os så langt fremme som i 1991 og møder Alba, som vi tidligere lige har hørt omtalt, og som er Idas svigermor. Alba er en vigtig person i Idas liv, og et fælles referencepunkt er Hitlertyskland, som Alba tog til som ganske ung for at følge sit hjerte, og som senere gav Idas far dybe sår i sjælen. Ida er jo på det tidspunkt oppe i årene, vi ved intet om hvad der er sket i hendes liv siden 50'erne, men vi hører at hun har benet i gips, så der må være sket en ulykke af en eller anden art, men hvad og hvorfor får vi først at vide langt senere. Og vi skal tilbage til 1968 hvor Ida bliver gift ind i et velstående vinhandlerdynasti. Sådan fortsætter det i de følgende kapitler, hvor der flere gange springes frem og tilbage i tid, og derved holdes læseren i en form for suspense, som er meget stimulerende langt hen ad vejen. Og hvis man er blevet godt og grundigt forvirret over det store persongalleri og de mange navne, kan man få hjælp ved at studere stamtavlerne for Idas to familier, Vargas'erne, faderens spanske familie og Kruserne, den familie hun bliver giftet ind i.

Alle de personer, som Ida Francesca kommer i berøring med repræsenterer et eller andet stykke social eller europæisk historie. Hendes adoptivsøn Bobby er mulat med tysk mor og sort amerikansk far, der var i Berlin som en del af besættelsesstyrken. Bobby bliver senere gift med en russisk kvinde, der kommer fra det gamle Sovjet. Vi er nu fremme ved 2001 - 2005, Ida er blevet bedstemor, og der er ingen ende på den lykke, der hersker i det lille hjem, hvor Ida tilbringer julen og ikke kan blive træt af at fortælle om de kære børnebørns gøren og laden. Alt skal med, og det bliver til tider noget trivielt at læse om. Men bedstemor eller ej, Ida har ikke tænkt sig at sidde passivt hen og glæde sig over børns og børnebørns meriter, hun er og bliver en kvinde med hat - og én der sætter sin hat som hun vil. I romanens slutning tager hun af sted til Paris for at møde ligesindede seniorer og starte en global forening.

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Inge Eriksen: En kvinde med hat
Forlag: Gyldendal
Sider: 397
Udgivelsesdato: 05.10.2005
ISBN 87-02-04267-3