"Konventioner" ser umiddelbart ud til at være en såre konventionel kærlighedsroman, indtil det afsløres, at fokus ikke så meget ligger på de to aktører i kærlighedshistorien, Helene og Izak, men på én af deres nære venner, kaldet Nilen, der lidt inde i romanen præsenterer sig som fortælleren af deres lidenskabelige kærlighedshistorie. Helene og Izak er virkelige nok, siger han, men de er ude af stand til at fortælle deres historie, medens han, som han noget kryptisk udtrykker det, af personlige årsager føler det som en tvingende nødvendighed at skrive denne bog.
Nilen, en pensioneret antropolog, afslører sig efterhånden som en stor kvindebedårer og forfører, en regulær Don Juan-type, der uhæmmet har levet sin lyst ud i utallige udenoms ægteskabelige affærer. Hans hustru gennem mange år ender med at begå selvmord, hvilket begribeligvis giver ham en skyldfølelse som han tidligt og silde beretter om.
Da Izak, en dedikeret videnskabsmand, en såkaldt bølgeteoretiker, render ind i Helene, en lige så dedikeret cellist, i lufthavnen i Paris, under en mellemlanding mellem USA og København, slår lynet først ned i ham, og siden også i hende, de rammes af et veritabelt 'coup de foudre' og indleder et passioneret kærlighedsforhold. Vi får en del at vide om Izaks baggrund, med en polsk far og en muligvis sindslidende søster, bosiddende i Polen, som han skriver lange breve til uden at forvente svar. Han er fraskilt og har et lidt problematisk forhold til sin tidligere kone og datter Nan, der er mindreårig. Vi hører ikke så meget om Helenes baggrund, og det skyldes sandsynligvis, at Nilen, fortælleren, har kendt Izak i mange år, og at der har udviklet sig en far-søn relation mellem dem.
Der er jo det interessante fortælletekniske aspekt ved bogen, at kærlighedshistorien er skrevet i Nilens sprog, som virker lidt antikveret men samtidig ganske saftigt og varieret i den grafiske beskrivelse af de erotiske excesser parret hengiver sig til. Beskrivelsen er tydeligt farvet af libertinerens nydelse og dvælen ved den kropslige berøring og den minutiøse beskrivelse af hvert udvekslet kærtegn. Ikke desto mindre bliver disse i begyndelsen meget ømme hyrdetimer efterhånden formørket af skænderier og jalousiscener. For eksempel er de elskende i England og i gang med et af deres første skænderier, da Nilen ringer fra Danmark og gør en ende på skænderiet. Men, siger han til Izak, I skal passe på hinanden, og du skal gå tilbage til dit skænderi. Nilen, der var alt andet end monogam, tror ikke et øjeblik på de romantiske drømme om den eneste ene, og selvom skyldfølelsen tit overfalder ham på grund af konens selvmord, forsvarer han utrætteligt utroskaben for, som han siger et sted: "Hemmelige stævnemøder og forbudt elskov gav mig følelsen af frihed og, hvor besynderligt det end lyder, uskyld." Her taler den inkarnerede erotiker.
Izak, den mandlige aktør, er ikke så god til at være utro, det er ligesom ikke hans stil, men da Helene bliver vildt betaget og forelsket i den enarmede kvinde Joy, er Nilen lidt ude at svømme, for dér er han ikke på hjemmebane. Der kommer efterhånden nogle ridser i lakken, for skønt Nilen i de mest udførlige og trættende detaljer har redegjort for deres kærlighedshistories ups and downs, som om han var en flue på væggen, bliver han meget fortørnet og irriteret, da Helene spørger til hans eget forhold til hans sidste og meget yngre elskerinde Elisa. Han kalder hendes spørgsmål et uventet bagholdsangreb, og siger, lidt brysk, at han ikke ønsker at eksponere sit privatliv. Ind imellem har han dog øjeblikke af selvindsigt og anfægtelser over denne monomane kortlægning af Izaks og Helenes kærlighed: "Jeg spekulerede på, om det netop var, fordi jeg i sandhed ingen havde, at det var mig magtpåliggende at bore dybere og dybere i deres kærlighedsliv, for at erobre lidt land jeg kunne regere over. For var det ikke netop det, jeg gjorde? Gnavede mig ind i deres liv som en parasit..."
Der er ingen tvivl om, at den rolle, Nilen kommer til at spille i jalousidramaet mellem Izak, Helene og Joy, ikke passer ham, og han bliver, som han siger, helt slået ud af kurs, da Helene kalder ham en mandschauvinist, hvilket hun jo har så evig ret i. Marstrand-Jørgensens sympati ligger helt klart hos kvinderne, der er mest ægte og kompromisløse i deres kærlighedssøgen og følelser, mens mændene efter voldsomme følelsesudladninger falder til ro og finder sammen i et mere uforpligtende venskab.
Køb eller bestil bogen på e-boghandel.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Konventioner
Forlag: Gyldendal
Sider: 292
Udgivelsesdato: 20.10.2005
ISBN: 87-02-04030-1
