Flere nyheder

 
Litteratur
Kabbalaens Kraft

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kabbalaens Kraft
Ons. 23. nov. 2005

Religion - eller som minimum det at 'høre til en klan' - er blevet moderne, efter at vores forældres '68-oprør langsomt er forstummet.. eller inkorporeret i den almindelige hverdag. Buddhisme, konvertering til islam eller simpel dyrkelse af folkekirken er in, og på vej fra USA byder nu også den jødiske mystik kabbala sig til. Borgens forlag formidler.

Madonna har gjort for kabbala, hvad Monroe gjorde for Chanel No. 5 - sådan omtrent, i hvert fald. Madonna har nemlig meldt sig i rækken af celebs, der bekender sig til en religion, og hun foretrækker de gamle jødiske mystikere, kabbalisterne. Og vi er nok flere nysgerrige læsere, der gerne gør Madonna kunsten at leve livet som hende efter, men Borgens udgivelse Kabbalaens Kraft er interessant læsning uanset hvad.

Grundlæggende mener kabbalisterne, at den oplevede verden er dækket af et lag 'slør', som forhindrer os i at 'se lyset'. Kabbala handler således om at løfte slørene et for et og lære verden at kende, når den tager sig allersmukkest ud! Første skridt på vejen er - foruden anerkendelsen af det kabbalistiske verdenssyn - at omprogrammere sig fra at have en reaktiv til proaktiv adfærd. Glem alt om egocentrisme, noget for noget-retfærdighed og at springe over, hvor gærdet er lavest. Ved proaktivt at springe de tillokkende komfortzoner over og kaste os hovedkulds ud i daglige udfordringer, kan vi opnå tilfredsstillelse og bedre kendskab til os selv og livets sande natur. Smukt, ikke sandt?

Kabbala kan læses som en ideologisk levevej, der har til formål at forædle os som mennesker. Men kabbala er også en tusindårig bog om fysikkens love og fremtiden. Zohar, kabbalas 'bibel' beskriver en ny æra, der indledes den 11. september 2001 i 'verdens mægtigste by'. En negativ kraft, der bringer dom over verden, og der står, at "fordi den anden side så dette, fik den mod og sendte en hund for at æde offergaverne. Og hvad er denne hunds navn? 'B'Ladan er dens navn.. og han er ikke et menneske." Ikke kedeligt, ikke kedeligt.. snarere uhyggeligt.

Ser man bort fra den irriterende, amerikanske pædagogik, som tager læseren ved hånden og understreger, at "nu har vi lært dit og dat om kabbala, og om lidt vil du blive indført i..", er Kabbalaens Kraft oplysende og giver anledning til en revision af handlemønstre og adfærd. Læst som vej til sjælens illumination er kabbala et ufarligt bud på en ny verdensreligion, der ville kunne gøre en mærkbar, positiv forskel.

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Yehuda Berg: Kabbalaens Kraft - teknologi for sjælen
Forlag: Borgen
Sider: 262
Udgivelsesdato: 27.10.2005
ISBN: 87-21-02531-2