|
|
Så er der åbnet for årets 250 års fødselsdagsbal - og Rialto Teatret lægger ud med en benhård buffaopsætning af Mozarts Don Juan med dansk films førsteelsker i den bærende hovedrolle.
Hmmm. Det er indtrykket efter tre timers Don Juan på Frederiksberg. En noget ujævn opførelse af den smukke opera om charlatanen, der forfører, fordi han kan. Dansk films førsteelsker Joachim Knop har kalkeret sine skuespillertekniske evner over på scenen, hvor han retmæssigt kan folde sig ud som den operasanger, han er. Alligevel formår han ikke at tilføre karakteren den troværdighed, som skal til. Don Juan forbliver en karikatur, og det smitter af på helhedsindtrykket.
Champagnearien er humoristisk henlagt til en vaskeægte badescene.. Og Joachim Knop formår problemfrit at synge sig gennem de to piger samt tjeneren Leporellos håndarbejde på hans spæde krop. Bravo!
Instruktør Anders Ahnfeldt-Rønne har valgt en meget nøgen model i sin opsætning. Syv sangere, en enkelt pianist samt en stum statist er, hvad der skal til. Mozarts musik står på partituret, og Holger Bolands danske oversættelse af librettoen er på sangernes læber. Ja, altså bortset fra finsk/russiske Anna Danik, der kæmper med sproget og de fleste steder er ganske uforståelig. Et pudsigt valg til Donna Anna, når nu der er så mange sopraner at tage af.
Den skrabede model forpligter. Intimiteten er allerede etableret, men skal fyldes ud af de udøvende kunstnere. Og hér svigter Rialotos Don Juan. Distancen mellem dialog og arier er lille, men overgangene udnyttes ikke dramatisk og efterlader publikum med en pandekageflad fornemmelse. Stine Rosengrens Zerlina og Morten Staugaards Leporello trækker godt op i billedet med fine skuespillerpræstationer, men det er ikke rigtig tilstrækkeligt til at hive mere end to stjerne op af posen.
Se spilletider.
Fotograf: Gorm Valentin
