Flere nyheder

 
Film
At skrive eller dø

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
At skrive eller dø
Fre. 27. jan. 2006

- en film om Henrik Stangerup.

Ole Roos' portrait-film om Henrik Stangerup, der døde for 7 år siden, er kort og intens, en rejse gennem hans omskiftelige, vanskelige og produktive liv med ham selv som fortæller.

Filmen former sig som en togrejse, hvor vi først møder Jean Gabin som lokomotivfører i røg og damp (fra filmen Det menneskelige udyr, af Jean Renoir). Toget standser ved en lille station og folk stiger på, som så viser sig at være en række kendte personer fra filmens og litteraturens verden, som alle har haft berøring med Henrik Stangerup i perioder af hans liv, og som efter tur fortæller om deres indtryk af ham og venskab med ham. Således studiekammeraterne Johannes Møllehave og Ulf Pilgård, vennerne fra hans Pariser-år Ole Michelsen og Torben Krog, hans mangeårige ven Juri Moskvitin, hans anden kone Susanne Krage, hans litterære eksekutor Hans Hertel. Og Henrik Stangerup himself er også mødt op til dette møde med vennerne, han vandrer gennem tåget, genkendelig på sin sweater skønt kun set bagfra.

Han bliver kaldt en ener, der konstant provokerede og kæmpede for friheden til at tvivle på alt, totalt egocentrisk og uafbrudt talende når sammen med andre, men samtidig i stand til at registrere alt hvad der foregik. Filmens titel - At skrive eller dø - var blodig alvor for Henrik Stangerup. Når han ikke kunne skrive, tog de destruktive dæmoner magten, der blev drukket tæt, hvad der selvsagt skabte problemer i parforholdet. Filmen starter med en rituel afbrænding af Stangerups madras midt i sneen i haven i Langebæk, en afskedssalut fra Susanne, der ikke kunne udholde samlivet mere. Hun fortæller bevæget, hvordan han var så sød, når hun gav ham morgenmad på sengen, og at hun håbedem, at den side ville komme mere frem hos ham, men det gjorde den aldrig.

Noget af et kup er nogle gamle filmoptagelser fra 30'erne af familien Stangerups liv med den unge litteraturmagister Hakon Stangerup og hans smukke kone, skuespillerinden Betty Søderberg, datter af den store svenske forfatter Hjalmar Søderberg, som også optræder i filmen. Man ser Betty som lykkelig mor med den nyfødte Henrik. Virkeligheden var bare knap så idyllisk: Det nedkølede forhold til forældrene, som indgående beskrives i Fjenden i forkøbet fra 1978, faderens åbenlyse fascination af Nazi-Tyskland som hele familien kom til at betale en dyr pris for, det lå som en forbandelse over hjemmet i hele Henrik Stangerups barndom. Han har ofte givet udtryk for den overbevisning, at ens oplevelser i barndommen præger én hele livet, og at han blev gjort til syndebuk for sin fars tyskervenlige holdning i 30'erne.

Stangerup fortæller videre i filmen om hvordan faderen var fjern og totalt uengageret i sønnen, og hvis der var bøvl med ham ideligen udtalte: Send ham til søs! og som først begyndte at regne med ham som person, da han var blevet student. Også forholdet til moderen var problematisk, han var hele livet bundet til hende i et had-kærlighedsforhold, som han beskriver hudløst i sin sidste bog Datter af, Scener om en mor. For at beskrive dette gensidige og ulykkelige afhængighedsforhold bruger han billedet af en sølvnøgle, hvormed moderen ubevidst holder barnet fast. Det er vigtigt at få den nøgle listet fra hende i et ubevogtet øjeblik, men det fik han aldrig gjort.

Filmen slutter med at Henrik Stangerup vandrer forbi den stadig brændende madras ud i det snedækkede landskab, mens en stemme citerer nogle ord fra indledningen til romanen Det er svært at dø i Dieppe, der skildrer P.L. Møllers dødskamp, hvor han drømmer om feen hvis "arm glider ned om hans hals og han føler hvordan en voldsom varme gennemstrømmer ham. Han smelter hen i en salighed som han aldrig før har følt eller drømt sig til."

Men lidt efter vender billedet: "Rødmen forsvinder fra feens kinder, bliver til en gennemsigtig ishinde, og inden under ser han hende selv, stiv og bleg som en af statuerne i Fredensborg have. Da er det som om også han bliver til is. Langsomt glider kulden gennem hans lemmer." P.L. Møller var den romanperson, der lå tættest på ham selv. Møller var lige som Henrik Stangerup den udfordrende og samtidig hudløse ener, den utilpassede, der bekæmpede alle systemer i 1850'ernes København. Også deres endeligt ligner hinanden, de var begge drevet af en voldsom livsappetit men lå også under for en lige så stærk selvdestruktivitet. En smuk og bevægende afslutning på dette mindeværdige portræt af forfatteren Henrik Stangerup.

Filmen har Danmarkspremiere fredag d. 27. januar 2006: Vester Vov Vov, Park Bio, Gladsaxe Bio, Reprise Teateret, Øst for Paradis - Århus, Cafe-Biografen - Odense, Biffen - Aalborg, Nicolai Biograf - Kolding, Bio Silkeborg samt Ebeltoft. Se spilletider.