Flere nyheder

 
Litteratur
Frændeløs

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Frændeløs
Tir. 2. maj 2006

"Frændeløs" er en klassiker som de fleste har læst på et eller andet tidspunkt i deres liv, og det er naturligt at ville dele denne oplevelse med børnene i sin omgangskreds. Selve historien er jo utrolig god, og hvor sørgelig den end er, så ender den dog godt for de fleste af bogens personer, i hvert tilfælde dem som fortjener at få det godt.

Frændeløs handler om den forældreløse dreng, Remi, som vokser op hos sin meget kærlige plejemor i den tro, at hun er hans rigtige mor. Hendes mand arbejder i Paris og kommer på et tidspunkt ud for en alvorlig ulykke, som gør, at han ikke kan arbejde mere, og han kommer derfor hjem til sin kone. Det viser sig, at han har fundet Remi, da Remi var en baby, og fordi han havde noget meget dyrt tøj på, mente manden, at han kunne få en dusør fra barnets rige forældre, men forældrene ledte aldrig efter ham. Så skulle Remi sendes på fattiggården, og han bliver rasende, da han opdager, at konen ikke har gjort, som han har sagt. Kort efter sælger han Remi til en omvandrende gøgler ved navn Vitalis.

Remi må nu forlade sit barndomshjem og tjene penge på at synge og gøgle sammen med Vitalis lille trup bestående af tre hunde og en abe. Vitalis er dog god ved ham og lærer ham blandt andet at læse, synge og svømme; men skæbnen bliver ikke ved med at være god ved den lille trup: Vitalis er gammel, gøglere ikke populære blandt politiet, og Remi bliver kastet rundt mellem forskellige mennesker, hvoraf nogle er gode ved ham, mens andre behandler ham dårligt, - indimellem må han også klare sig selv. Det viser sig også, at der trækkes i trådene bag kulisserne, for der er nogen, som kender hans rigtige forældre og de er ikke interesserede i at han finder dem igen.

I denne udgave har man forsøgt at gøre historien mere børnevenlig, og det har blandt andet betydet, at plottet er kortet væsentligt ned i forhold til originalversionen. Hvor prisværdigt det end er at ville gøre bogen mere tilgængelig for børn, som står af overfor tykke bøger med meget små bogstaver, så ødelægger det altså en stor del af læseoplevelsen. Læseren kommer ikke rigtigt ind i og får føling med den forfærdelige skæbne, som overgår bogens hovedperson Remi. Handlingen går utroligt hurtigt, og man har svært ved at fornemme, hvordan de forskellige dele af handlingen hænger sammen.

Selv om man længes efter, at ens børn skal stifte bekendtskab med en af de helt store klassikere, er det bedre at vente til de er gamle nok til den rigtige udgave, end at spise dem af med denne amputerede udgave, som slet ikke giver samme store læseoplevelse. Selve historien er såmænd god nok, men det rene vand mod den ægte vare.

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Hector Malot: Frændeløs
Forlag: Sesam
Sider: 128 sider
Udgivelsesdato:
ISBN: 87-11-22632-3