Flere nyheder

 
Teater
Så ligger man dér

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Så ligger man dér
Tor. 4. maj 2006

Tirsdag den 2. maj kunne et veloplagt publikum opleve urpremieren på Von Badens nyeste stykke, som samtidig er det første længere skuespil, der er skrevet af en fra gruppen - nemlig Henrik Vestergård Nielsen, som også spiller hovedrollen i stykket. Der var på forhånd store forventninger til aftenen, idet Von Baden endnu ikke har skuffet med nogle af sine forestillinger, og forestillingen levede mere end rigeligt op til forventningerne.

Så ligger man dér er en komedie, som godt kan ses som ren underholdning, men det, der gør stykket sjovt, er alle de situationer og følelser, man kender fra sig selv, sine egne forhold og bekendtskabskreds. Forestillingen handler om Kristian, spillet af Henrik Vestergård Nielsen, som forlades af sin kæreste, og selv om de dybest set ikke var særligt lykkelige sammen, vil han gøre alt for at få hende tilbage. Kristians syn på kvinder i almindelighed, deres evner udi telepati og singlelivets fordele og ikke mindst ulemper flettes ind mellem dialogscenerne, som små meget morsomme monologer ofte med sylespidse pointer. I rollerne som kæresten Heidi, vennen Anne og den måske interesserede Mette ses Mette Mai Langer.

Begge skuespillere er aldeles fremragende i rollerne. Henrik er som født til rollen som den lidt kejtede Kristian, som tror han ved, hvad han vil have, men ikke rigtig ved, hvordan han skal gribe det an. Han vil gerne være den smarte verdensmand, som har fod på det hele især det med kvinder, men inderst inde er han måske mere den bløde mand, og rollen virker helt igennem naturlig for Henrik. Mette Mai Langer er utroligt overbevisende i sine tre forskellige kvinderoller. I bund og grund ændrer hun kun lidt ved frisure og tøj, men ved hjælp af Mettes karakterskuespil er skiftet til en anden person åbenbart for enhver.

Så ligger man dér er en forestilling, som går tæt på, til tider tåkrummende tæt. Sproget er særdeles direkte og til tider direkte pinligt, men det er meningen, at det skal være lidt provokerende og stilen skal blandt andet vise, at mænd ikke tænker i indpakninger og omskrivninger, men istedet mere direkte og uden omsvøb, og det får man at føle i denne forestilling.

Så ligger man dér kan opleves på Svalegangen i Århus fra den 2-11 maj, men pas på, du får aldrig det samme syn på dit køleskab igen!

Se spilletider.
Foto: Eyeworks